Sådan håndterer vi jalousi!

For noget tid siden lavede jeg en række stories på bloggens instagram (@mitaabneforhold) om jalousi. Det er det emne, der er flest, der skriver til mig om. Den ligger i ‘højdepunkter’, hvis man har lyst til at se den. Højdepunktet hedder “Jalousi 1”. 

I forlængelse af storyrækken og beskederne, jeg har fået i forbindelse med den, har jeg lavet dette indlæg. 

Jalousi er en helt almindelig følelse

Jalousi er en almindelig følelse, og alle kommer til at opleve det på et tidspunkt i livet i et eller andet omfang. Jalousi knytter sig ikke til en bestemt parforholdskonstruktion, men kan selvfølgelig opstå i både åbne og lukkede forhold (og alt der imellem). 

Når man er i et parforhold, opfatter jeg det som helt naturligt at overveje, om der findes andre, der er bedre for ens kæreste at være sammen med. Men man kan spørge sig selv, om man er bekymret for, at ens kæreste ‘opdager’, at man ikke er god nok. 

Hvis man er bekymret for det, tænker jeg også, at det er helt naturligt, for det taler ind i frygten for at blive forladt. Mennesket er et flokdyr, og dén frygt er derfor helt naturlig!

Dog anser jeg det som vigtigt at arbejde på, for ingen fortjener at være i et forhold, hvor de oplever frygt i relationen. Selvfølgelig fortjener alle at indgå i et forhold, hvor man ikke hele tiden frygter at blive forladt. Det er alt for hårdt at have det sådan – uagtet, om det er et åbent eller et lukket forhold.

Selvom Alex og jeg har et tæt og godt forhold, betyder det jo ikke, at vi ikke kan opleve grader af jalousi.

Hvis jeg får den tanke, minder det mig om, at Alex betyder meget for mig, og at vores forhold ikke er lige meget. Jeg elsker ham jo, og der bør ingen skam være i at have helt naturlige følelser. 

Her er vores strategier til at håndtere jalousi: 

1. Sig det med det samme!

Lige så snart en af os får følelsen af jalousi, italesætter vi det. Selv hvis det bare er en snært. Her fokuserer vi på at være helt ærlige, når vi fortæller om vores usikkerhed og tvivl.

Når man får sagt det højt, kan man kaste skammen af sig. For mig tager det alt det ‘farlige’ ud af følelsen. Skam trives bedst i mørke. 

2. En nysgerrig, ikke-dømmende og undersøgende samtale.

I samtalen sørger vi for at snakke i detaljer. For os virker det rigtig godt at spørge ind til præcis de ting, der gør en af os usikre. Hvis triggeren for jalousien eksempelvis var en sms, så snakker vi om, hvad står i beskeden, og hvilken kontekst, den er sendt i. Vi snakker i den forbindelse også om, hvordan det går i elsker-relationen generelt. 

Det er vigtigt, at begge parter er åbne og ikke har paraderne oppe. Her er målet, at den, der bliver spurgt, ikke føler sig angrebet, og den, der spørger, føler sig omfavnet og rummet i sin usikkerhed. Det er det vigtigste fokuspunkt i sådanne samtaler. 

Når man får snakket det i gennem, krakelerer ens skrækscenarier. Ofte er det meget vildere i fantasien. 

3. Prøve at sætte dig i din partners sted og din partners elskers sted.

I forbindelse med snakken kan det give mening at prøve at forstå dynamikken i elsker-relationen. Her vil jeg stille mig selv spørgsmål som: 

“Hvad får de ud af at være sammen med hinanden?” “Hvad giver de hinanden?” “Hvilke følelser vækker de i hinanden?” 

Når jeg forstår, hvad Alex er draget af, bliver jeg helt tryg ved situationen. Det er uvished, der kan gøre mig utryg. 

4. Vær meget specifik med, hvad man har brug for fra sin kæreste. 

Selvom samtalerne er den væsentligste del af at håndtere jalousi for os, vil vi ofte bakke det op med nogle aftaler.

Her er det igen vigtigt, at man er helt ærlig, når man sætter ord på, hvad man har behov for. Ingen er tankelæsere. Eksempelvis kan vi aftale, at vi skrives ved under en date, eller at vi har kærestetid i den kommende uge. 

5. Tag det i opløbet. 

Det vigtigste råd, jeg kan give, er at arbejde præventivt med jalousi. Mens følelsen kun er et lille stik, kan man hurtigt komme ud af en ond spiral.

Det er som sagt helt almindeligt og naturligt at kunne føle sig jaloux, og derfor bør det også være helt almindeligt og naturligt at snakke om.

Få sagt det højt, inden det er gået galt. Ingen følelser er permanente, og hvis man føler sig mødt, rummet og set af sin partner, skal det nok gå fint. Jalousi er jo ikke kun den jaloux partners problem. 

Det er meget lettere at være ‘elskeren’ end at være kæresten.

En tanke, jeg synes, er vigtig at have med sig, er, at det er meget lettere at være ‘elskeren’ end at være kæresten. Som elsker er man ikke fedtet ind i noget, og man har ingen forpligtelser. 

Det er let at være sød, overskudsagtig, sjov, glad, let, problemfri osv., når man ikke skal samarbejde om at få en hverdag til at fungere sammen eller gå på kompromis. Man skal ikke indrette sit liv efter hinanden.

Jeg tænker altid, at ‘selvfølgelig synes Alex, at hende den anden er meget mere fantastisk i starten, når de er nyforelskede og der er en lang række punkter, hvor det er lige meget, om de er enige’.

At sammenligne sig selv med en ny, eksotisk flirt er unfair. 

For mig er det helt sikkert også en fordel at kende rollen som elskerinden. Det er meget let for mig at hoppe ind i den rolle, hvor det kun er the fun stuff, der indgår i relationen. 

Hvis man sammenligner sig selv og ens partners hverdag med en elsker-relation, er det ikke retfærdige vilkår. Det er en unfair måde at sammenligne relationerne på – særligt hvis man har været sammen i flere år, bor sammen og eventuelt også har børn sammen. Et forhold med et fælles liv kræver jo meget mere end noget, som en flirt kan give lige umiddelbart.

De vil muligvis kunne have kemi og forelskelse, men Et Godt Forhold™ kræver meget mere. Husk, at man som primære partner og elsker ikke udfylder samme ‘roller’. Det er ikke meningen, at de to relationer skal kunne det samme.

I Alex’ og mit forhold har jalousi endnu ikke været et stort tema.

Formentlig er ingen af os jaloux anlagte, men det betyder blot, at der skal lidt mere til, før man bliver jaloux. Noget af det, der gør, at det ikke har fyldt så meget, handler om tiltro til, at man er en god kæreste. Her spiller selvværd og selvfølelse også ind. Man kan spørge sig selv, om man selv synes, at man er en ‘god’ kæreste ud fra de idealer, man selv har.

Selv har jeg det sådan, at jeg godt ved, at jeg kan være svær at være kærester med, men jeg ved også godt, at det bare er virkelig svært at have et længerevarende forhold. Det kræver meget af begge parter. Det kræver kompromiser og konfrontationer med ens egne utilstrækkeligheder.

Dertil ved jeg også godt, at jeg rummer mange af Alex’ svære sider – ligesom han rummer mine. Vi forsøger i stedet at hjælpe hinanden med at arbejde på vores udfordringer i stedet for at skændes om dem.

Det vigtigste råd

Hvis man har mulighed for det, er vores klart bedste råd at mødes med elskeren.  Her er der mulighed for at få afmystificeret den anden person og få snakket situationen.

Til det møde gælder det klart om at få etableret tilsvarende åbenhed, ikke-dømmende og ærlige samtale, som man har med sin partner om disse emner. Det er ikke en konkurrence, hvor man kæmper om den samme person, men man indgår i forskellige roller. 

Det bliver lettere!

I dag er jalousi en forsvindende lille del af vores forhold, men vi har også oplevet hinanden i mange ‘cyklusser’. Jeg kender Alex, når han er forelsket, og jeg ved, hvordan han reagerer, når han møder en ny fantastisk kvinde.

I starten er det forelskelse og idealisering. Dernæst går de ind i en dybere relation, hvor de bliver tættere og relationen bliver mere jordnær. Til sidst kan det ende med et brud af den ene eller anden årsag. 

Efterhånden kender vi alle vores egne og  hinandens reaktioner. Med tiden bliver det lettere, og man kan opnå et helt nyt niveau af fortrolighed. <3 

Kommentér gerne, hvis I har nogle god råd om jalousi, I gerne vil dele! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *