Ofte stillede spørgsmål: Hvad med børn? Hvad siger jeres familie/venner til det?

Dette er part 2 i fortsættelsen af Q&A-kategorien.

Fortsætter I med at have et åbent forhold, når I får børn?

Dette er et af de spørgsmål, som vi får mest ofte af personer, der ikke selv ønsker at leve i et åbent forhold, men som er oprigtigt interessede i at høre om det. Jeg antager, at nysgerrigheden kommer af, at dating tit forbindes med ungdom og frihed. Dertil forbindes åbne forhold også ofte med par, der har været sammen i mange år, og får lyst til at prøve noget nyt – eventuelt når børnene er flyttet hjemmefra. Unge børnefamilier placerer sig et sted i mellem.

En af vores vigtigste værdier i vores forhold er, at den åbne del ikke er på bekostning af vores øvrige liv. Eksempelvis er det altid vigtigere for mig at tage til familiefødselsdag, være sammen med mine veninder eller følge godt med på mit studie end at date. Det samme gør sig gældende for Alex’ og min kærlighedsrelation. Det er en forudsætning, at vi har det godt sammen, før nogen af os dater.

Følger man dette værdisystem, kommer man til den konklusion, at ingen af os vil date, hvis det er på bekostning af kvalitetstid med vores fremtidige børn. Vores opfattelse er klart, at det er ønskværdigt at skabe trygge og stabile rammer omkring børn, hvilket et aktivt datingliv godt kan konflikte lidt med.

Dog er jeg også af den overbevisning, at vores fremtidige børn kan være ligeglade med, om Alex er sammen med sine venner eller en elsker, når han alligevel ikke er hjemme. Det er jo ikke sådan, at ens sociale liv behøver gå helt i stå, fordi man får børn. Selvfølgelig forventer vi, at andre ting bliver kraftigt nedprioriteret de første år, mens børnene er små. Dels af praktiske hensyn, og dels for at værne om vores forhold. For mange par er det jo i forvejen en udfordring at få tid til hinanden, når man har små børn.

Derfor er det korte svar: hvis det bliver praktisk og følelsesmæssigt muligt at se andre ved siden af, vil vi gøre det. Det vil jo være helt fantastisk at kunne holde kontakt til den side af sig selv, selvom man er blevet forældre! Ingen af os har noget imod det, så længe vi fortsat har et godt forhold, og det ikke ‘går ud over børnene’.

Hvad siger jeres familie og venner til, at I er i et åbent forhold?

Til vores familier fortalte vi kun om vores åbne forhold, fordi vi skulle deltage i programserien. De kender os jo, så de var ikke specielt overraskede. Både Alex og jeg er ret åbensindede og interessede i det komplekse, det skæve og det visionære. På den måde falder det oprindelige tankeeksperiment om et åbent forhold meget naturligt.

Mine venner har et tilsvarende syn på mig. Ofte har mine veninder kommenteret på, at jeg tendenserer til at forholde mig kritisk og undersøgende til det givne. Af denne årsag var det intet chok, da jeg for mange år siden begyndte at tale om, at jeg godt kunne se mig selv i et åbent forhold.

Da de mødte Alex første gang, var det som om, at noget faldt i hak. Der var en selvfølgelighed ved det på en eller anden måde.

Dog er ingen af vores tætte venner selv i åbne forhold, og flere af dem havde svært ved at forstå idéen i de første år. Som tiden er gået, har mange omend ændret holdning til det. Vores venner er virkelig opbakkende og interesserede, fordi de kan se, hvor godt det passer til os. Dette er selvfølgelig ikke det samme som, at de har lyst til også at åbne deres forhold.

Rummeligheden og aftabuiseringen har derimod smittet af i vores venskaber fra start. Alex og jeg er dem i vennergruppen, der jævnligt hører sætninger som: “det her kan jeg altså ikke snakke med andre om” og “det her har jeg aldrig sagt til nogen før”.

Rummelighed, tolerance, sårbare samtaler og aftabuisering er den del af at have et åbent forhold, jeg holder allermest af! Det gælder ikke kun i vores eget forhold, men også i vores venskaber. Jeg er så glad for, at vi kan være med til at skabe et rum, hvor man kan snakke om ting, man ikke kan snakke om så mange andre steder. <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *