Noget om rosévejr og bas

Jeg tænker ikke, at der kan være meget tvivl om, at jeg har en fest.

Jeg har lige været sammen med en veninde og er på vej hjem for at bløde gennem resten af mit tøj. Vi har drukket rosévin i hendes baggård som de ægte århuspiger, vi er blevet. Det er rosévejr. Eller rettere er det rosésommer, og jeg går skråt gennem øgaderne i mine pumps, som jeg mest af alt har på, fordi jeg skal træne at gå i spidse hæle til brylluppet. 

På vejen finder jeg en stor, fed kaktus i lerkrukke til storskrald. Det er en magisk dag, så jeg samler den op. Jeg smiler med hele ansigtet og alle celler i min krop. Jeg smiler så meget, som jeg havde glemt, at man kan smile. Jeg smiler om kap med solen, lige indtil jeg taber min kaktus. Det er lyden af knust porcelæn og livets omskiftelighed. Først prøver jeg at samle den op, men jeg stikker mig på den dumme kaktus. Skår og jord og skuffelse er overalt på fliserne. Der er ikke andet for end at forsøge at samle rodet sammen i siden af fortovet. Jeg bruger et af de større skår til at feje resten sammen med, hvorpå jeg forlader gerningsstedet.  

Den aften er der Bas Under Buen. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at komme, fordi jeg ved, at der vil være en sandsynlighed for, at min ekskæreste er der, og jeg er ret sikker på, at han ikke har lyst til at se mig. Dog ringer min veninde for at høre, om jeg ikke vil med alligevel. “Du har trykket ‘interesseret’ på facebook”, siger hun, og jeg beslutter, at jeg jo godt kan tage derned, hvis jeg blot sørger for at gøre mig usynlig, hvis jeg ser ham. 

Vi køber øl, og jeg er i den bedste rus. Det er drum and bass, som normalvis ikke taler til mig, men på denne magiske dag midt i denne magiske sommer rammer bassen den helt rigtige frekvens. Jeg danser aggressivt og intuitivt, og jeg kan ikke stoppe med at grine. På et tidspunkt tænker jeg, at jeg egentlig godt kan bruge noget vand, og i samme øjeblik bliver der delt vandflasker ud. På et andet tidspunkt tænker jeg, at jeg er klar til at drikke øl igen, og samme øjeblik rækker en af min venindes venner mig en dåseøl fra sin taske. Skæbnen vil, at det skal blive en lang nat.

Da Bas Under Buen lukker, går vi videre til efterfest på Godsbanen. Vi har mødt nogen, som min veninde kender, og de er fantastisk skønne mennesker. Mens vi sidder på en bænk og snakker med dem, kommer en fremmed kvinde hen til mig. Hun fortæller, at hun så mig tabe min kaktus tidligere på dagen, og at hun fik virkelig ondt af mig, fordi jeg havde set så glad ud lige forinden. Som et lille barn, der taber sin is. 

Vi beslutter at danse. Eller hvert fald beslutter jegat danse, for jeg har en fest, og alle er inviteret! Alex kommer også med en af sine venner. Der er så meget kærlighed i luften. Der er samme stemning som til den syrefestival, jeg var til i en forstad til Berlin, da jeg var 17. Dengang var jeg den eneste ædru, men til denne fest er jeg måske den eneste fulde. Jeg er på den anden side af at tage hensyn til de andre. Jeg danser og griner asynkront med resten af festen, men i perfekt symbiose med mig selv. 

På et tidspunkt går en høj, muskuløs mand forbi mig og kalder mit navn. Han har en flaske bobler i hver sin hånd, og jeg vil gerne vide, hvor han kender mig fra. Det viser sig, at vi tidligere på året har matchet på Tinder, men at jeg vist nok ikke var så hurtig til at svare. Jeg præsenterer ham for Alex, og jeg tager imod det glas, han giver mig. På dette tidspunkt er det som om, at jeg begynder at miste tidsfornemmelsen og kronologien. 

Tindermanden er typen, der kan få, hvad han peger på. Sjældent har jeg set en mand, der passede så godt ind i konventionelle standarder for ‘drømmemanden’. Han er smuk, atletisk, udadvendt, dufter godt, har et spændende job, lidt under fyrre og har et barn. Der er intet ved ham, der ikke er svigermors våde drøm, men han er stadig single. Jeg spørger ham hvorfor, og han svarer, at han er meget kræsen. Jeg siger, at det er bullshit. Ingen er så kræsen, at de ikke kan finde en fantastisk kvinde, hvis man lever det liv, han lever. Han er omgivet af interessante mennesker gennem sit arbejde, og der er ingen umiddelbare stopklodser. 

Måske er det, fordi han er vant til at få sin vilje, hvis blot han sender kvinderne et smil. Eller måske er det, fordi han er blevet træt af forudsigelighed. Måske kan jeg bare læse ham rigtigt, men hvert fald er han klar på at åbne sig. Det hele er i glimt. Jeg kan huske, at jeg tager det første skud og spørger, hvilken en af sine forældre han ikke længere har kontakt med. Han er overrasket over, at jeg kan se det på ham. 

Det næste glimt viser han mig en masse billeder af kvinder, han har på sin telefon. Jeg siger til ham, at det er upassende og uinteressant, og i stedet tager jeg hans telefon og går ind i noter. Der er fyldt med udkast til lange beskeder til kvinder. Han er en klassisk forfører. 

Problemet for ham er, at han nok ikke før har mødt en kvinde, der kender Forførerens Anatomi. Alex sender mig et indforstået blik; han ved det. Tindermanden savner modspil og følelsesmæssig spejling, og jeg spørger ham, hvilken måde han bedst kan lide at blive kvalt på. “Er der flere måder?” udbryder han, og jeg lukker først for hans blodtilførsel og dernæst hans luftvej. Han elsker det, og jeg elsker, at han er overrasket over en kvinde. The future is female, men måske er det ikke gået op for ham endnu.  

I det næste glimt fortæller han, at han har kørt hasarderet i en Porsche 911 tidligere på dagen. Jeg kan huske, at jeg skælder ham ud og slår ham i solar pleksus. “Du har et barn, og du har et ansvar for at holde dig selv i live!” får han at vide. Han svarer, at jeg slår hårdt, men det gør jeg ikke. Jeg rammer bare rigtigt, og han kan lide det. 

Tindermanden har noget i sig, der aldrig får lov at blomstre. Jeg graver i hans personlighed, fortid, drømme og problemer. Vi skændes og griner skiftevis. Jeg har lyst til, at han skal være interessant, for jeg leder efter mænd, der kan give mig udfordringer. Hans lommer gemmer ingen skjulte skatte, og da jeg åbner hans pung, har han kun sit sygesikringskort, kørekort og dankort på sig. “Har du ingen personlighed?” spørger jeg, mens jeg står med de tre kort i hånden. 

I det næste glimt har jeg hele min hånd i hans mund, og jeg hvisker beroligende i hans øre. I glimtet efter fortæller han, hvordan det var at blive far. I et andet glimt tisser jeg på hans hænder. I det næste græder vi begge. Jeg er rørt over, at han er, som han er, men jeg kan ikke huske, hvad det var, der ramte mig. 

Det er ved at blive morgen, og jeg kan ikke finde mine venner. Daggryen er smuk, og det er Tindermanden også. Han vil have mig med hjem. Det vil jeg ikke. Han spørger, om han ikke blot må holde om mig en time. Jeg svarer nej, men jeg tilbyder ham det kompromis, at han kan følge mig hjem. 

Jeg trækker min cykel, og jeg siger til ham, at han kunne være det tredje medlem i Nik & Jay. Det kompliment falder ikke i god jord, men han ved også, at jeg har ret. Han er for ‘korrekt’ og ‘perfekt’ til denne verden. Det er kedeligt for ham, og han kan jagte anerkendelse fra nu til verdens ende. Han dominerer verden, men i aften vil han domineres af mig. Jeg beordrer ham at knæle ude foran min opgang. Jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg kan lide dynamikken, hans åbenhed og hans facadetab. 

Næste morgen modtager jeg en sms fra ham. Jeg kan ikke engang huske, at jeg har givet ham mit rigtige nummer. “Tak for i går, dejligste kvinde! Du så mig på så mange måder, og det takker jeg dig for! xx” står der, og selvom jeg ikke kan huske meget fra natten, tror jeg på ham.  

På godsbanen efter Bas Under Buen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *