Hvorfor jeg er i et åbent forhold

Når nogen finder ud af, at jeg er i et åbent forhold, får jeg som regel stillet de samme spørgsmål. Af denne årsag vil jeg benytte en af mine første posts til at nedfæste mine grundlæggende tanker om emnet. 

Inden for åbne forhold og polyamori findes mange, mange måder at indrette sin tilværelse på. Alex og jeg har valgt at have et hierarkisk forhold, hvilket betyder, at ham og jeg er hinandens primære partnere. Det betyder også, at vi prioriterer hinanden over elskere/sekundære partnere. Årsagen til dette er, at vi finder det mere overskueligt og lettere følelsesmæssigt at finde rundt i. 

Alex og jeg skal giftes den 17. august 2019, og i den forbindelse har jeg prøvet forskellige sko og undertøj.

På mange punkter minder vores forhold om et almindeligt ægteskab, hvor en eller begge parter har en elsker. Dette er ligesom portrætteret i verdenslitteraturen og i populærkulturens filmhistorie mange gange før. Den afgørende forskel for os omhandler samtykke. Jeg har ikke sex med andre end Alex uden hans samtykke og omvendt. Vi respekterer hinandens grænser, og vi går i åben dialog om vores følelser. På denne måde er det det modsatte er utroskab. 

Alex og jeg har meget forskellige måder at date på. Hvor jeg som regel har en søgende periode, hvor jeg skriver og mødes med forskellige mænd for til sidst at ‘lukke’ forholdet med én elsker, er Alex mere flydende i sine datingmønstre. Dette skyldes formentlig female choice (der er meget delte meninger om det her), hvor jeg i kraft af mit køn har mulighed for at vælge den rette partner. Alex derimod konkurrerer på en helt anden måde for at finde en elsker, hvorfor det falder naturligt, at han ikke kan date lige så priviligeret. 

Interessant at lære ens kærestes attraktioner at kende

I øjeblikket har han nogle primære piger (ca. en håndfuld), han ser/har kontakt med, men hvis jeg skal være ærlig, har jeg ikke helt styr på det. Som udgangspunkt fortæller han mig, når der sker noget vigtigt eller interessant, men hvis han blot chatter og smalltalker med nogle kvinder på tinder, har jeg ikke interessen i at høre om det. Det skyldes nok, at jeg er dårlig til at finde rundt i det, og vi desuden har været gennem alle de svære samtaler allerede.

Da vi netop havde åbnet vores forhold, var det dog langt mere interessant. Jeg var lige så meget interesseret i at se hans type, attraktioner og forkærligheder. Måske er det ikke så let at forestille sig, hvis man ikke selv er i et åbent forhold, men det bliver lynhurtigt trivielt at høre om. 

Tidligere gik vi swingerklub. Det var Alex, der introducerede mig til den verden. Han havde selv været der en del gange, og på det tidspunkt havde jeg ikke mødt andre, der havde været i swingerklub. På mange punkter er Alex det frieste og mest dragende menneske, jeg har mødt i mit liv. Han er typen. der tager på festival alene eller som jeg kan sende ud efter at købe kylling, men kommer hjem med miniblæksprutter. Det var nogle fantastiske oplevelser, vi havde sammen i swingerklub, men jeg fandt aldrig nogen, jeg ønskede at være sammen med der. Med andre ord har jeg ‘kun’ været sammen med Alex, når vi har været i swingerklub. 

I den tid vi har været kærester, har jeg haft et par elskere. På min gamle blog skrev jeg om mine tre primære kærligheder: Gymnasielæreren, Piloten og Arkitekten, hvoraf Piloten var den relation, der fungerede bedst. Vi havde en særlig kærlighed, og forventningsafstemningen var perfekt, fordi han selv var i et åbent ægteskab. Piloten kalde mig sin kæreste, og i den tid vi var sammen, udviklede jeg mig meget. 

Alex og jeg har forskellige grunde til at være i et åbent forhold

Dette bringer mig til, HVORFOR vi er et åbent forhold. Alex og jeg har forskellige årsager til at indgå i denne konstellation. Jeg tænker, at jeg i en nær fremtid får Alex til at lave et post selv, hvor han med egne ord kan forklare sig. Jeg selv er i et åbent forhold af flere grunde: 

  1. Jeg har altid haft en stærk kontakt til min seksualitet, og tanken om at kunne blive ved med at udleve denne gennem hele mit liv har tiltalt mig, siden jeg mistede min mødom. 
  2. Jeg er ikke jaloux anlagt, og derfor har idéen om et åbent forhold altid ligget lige til. 
  3. Det ligger et enormt potentiale for udvikling, når man dater en ny. I kender det sikkert, når man er ude at rejse og åben overfor indtryk eller starter på et nyt job/studie, hvor I lærer en masse nye at kende: pludselig lærer man også en masse nyt om sig selv. Man lærer sine grænser og reaktioner at kende, hvilket er en kæmpe fordel generelt i livet. Det, der tiltrækker mig ved mænd, er, at de lever et anderledes liv end mig. Jeg ønsker at blive udfordret personligt, følelsesmæssigt, seksuelt og intellektuelt af mine elskere. 
  4. Jeg tænker ikke kærlighed som et nulsumsspil. Blot, fordi Alex er glad for en anden kvinde, behøver det ikke at ændre noget i vores relation. Tid er derimod et nulsumsspil. Desto mere tid jeg bruger med andre end Alex, jo mere tid er der tilbage til ham. 

Det seneste år har jeg ikke rigtig datet nogen. Dels fordi jeg ikke har haft overskud (dårlig start på universitetet), og dels fordi jeg ikke har fundet nogle interessante mænd, der bor geografisk tæt nok på til, at det giver mening at opbygge en relation. 

Dog er jeg i øjeblikket søgende, og jeg håber på at møde den rigtige inden for overskuelig fremtid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *