Empowered women empower women

Da det blev normalt at have sin egen telefon, gik jeg i folkeskole. Min første telefon var selvfølgelig en Nokia 3310, som jeg havde ti forskellige covers til. Et af dem duftede af blåbær, et andet af dem var selvlysende, mens et tredje havde en optisk illusion på bagsiden.

Med tiden fik jeg også en telefon, der kunne tage billeder. Det var en Nokia 3220. Til den havde jeg kun enkelte covers, men til gengæld kunne jeg sende gratis MMSer om fredagen med Telia. 0,3 megapixels havde kameraet, og mulighederne var uendelige. Mine veninder og jeg lavede mikro-stopmotion videoer, men når jeg var alene, tog jeg mine første nøgenbilleder. Jeg gik i femte klasse, og jeg glædede mig sådan til at finde ud af, hvordan min krop ville blive på den anden side af puberteten.

Når jeg tænker tilbage på det nu, tænker jeg, at jeg faktisk udholdt spændingen vældig flot. Tænk, hvis jeg i dag vidste, at min krop ville ændre sig radikalt inden for de næste par år og derefter forblive kun varierende i sin nye grundform. Jeg anede ikke, om jeg ville blive 170 eller 160 cm høj. Jeg vidste ikke, om jeg ville få store eller små bryster, store eller små kønslæber eller store eller små nipples. Men jeg vidste, at det ville få afgørende betydning for mit eget selvbillede og sikkert også mine romantiske muligheder.

Da jeg gik i sjette klasse, fik jeg mit første digitalkamera. Det var fra Canon, havde 5,0 megapixels og var rosenrødt. Mine veninder og jeg begyndte for alvor at tage billeder af os selv og hinanden. I smug prøvede vi vores mødres bh’er, og vi eksperimenterede med forskelligt make up-looks. Vi Unge var vores hidtil eneste kilde til seksuel oplysning, og der skulle gå endnu et år, før vi lærte om prævention, menstruation, erektion og penetration i biologi.

I takt med min kønsmodning blev mine visuelle eksperimenter med mit udseende vildere. Det var en blanding mellem spænding og fascination, der drev mig frem. Jeg ønskede et udtryk, der passede til det indtryk min nye krop gjorde på mig. Jeg ønskede en balance mellem mit indre og ydre. Mit lille røde digitalkamera kom for alvor på arbejde, for nøgenbilleder skulle der til. Hvis jeg skulle følge min udvikling ordentligt, måtte jeg tage mindst ét billede om måneden af mine bryster.

Kontinuerligt tog jeg ét stift skolefoto af min nøgne krop, men også ét freestyle fotografi, hvor jeg poserede, som jeg følte for det. Det kedelige oprejste foto kunne nærmest få mig til at græde, mens jeg som oftes blev opløftet over mit frie billede. Jeg følte lidt, at det var snyd sådan at posere, for det var jo ikke min krop, som den ‘rigtig’ så ud. Hurtigt opdagede jeg, hvordan energi og hengivelse var altafgørende for det rette billede, og jeg kunne sidde i timevis på mit teenageværelse og gennemse de bedste i blandt og søge inspiration til nye.

Dengang hørte vi også om de første sager om hævnporno. Jeg kan ikke huske, om det var på Morten Børup Skolen i Skanderborg, hvor en af pigerne fra niende klasse fik sendt nøgenbilleder rundt over MMS. Måske var det på en af de andre skoler i byen. Hvert fald kendte jeg ikke pigen.

Ordet hævnporno fandtes dog ikke dengang. Det samme gjaldt forståelsen for ofrene.

Selvom jeg formentlig gik i 6.-7. klasse, forstod jeg ikke problemstillingen. Hvorfor måtte man ikke se hinanden nøgen? Hvorfor var det så spændende for teenagedrengene at sende billederne rundt? Hvordan havde de fået fat i billederne? Hvorfor blev billederne også sendt til andre kvinder? Hvorfor var pigen blevet så ked af det? Hvorfor havde hun ikke blot trukket på skuldrene? Hvis hun så godt ud på billederne, var det så ikke lige meget? Kunne det endda tænkes, at det nærmest gav hende social status, hvis billederne var gode?

Ingen kunne rigtig svare på de spørgsmål. Der var ingen debat eller oplysning om emnet. Vi Unge var ikke til megen hjælp. Seksualundervisningen berørte aldrig emnet. De voksne fandt ingen idé i at tale med os om det. Måske vidste de ikke engang, at det fandt sted blandt de større elever.

Først langt senere forstod jeg, at det handlede om magt, samtykke og intentionen bag deling af billederne. 

Det var sådan set ligegyldigt, hvor gode de billeder var, så længe pigen blev hånet og nedgjort. Kontroltabet og ydmygelsen relaterede sig ikke til, hvorvidt det havde været en god oplevelse at tage billederne i første ombæring. Jeg kan ikke huske det, men jeg går ud fra, at konklusionen sikkert var, at man ikke skulle tage den slags billeder.

Selv tænkte jeg ikke videre over det, for jeg tog jo ikke mine billeder på telefonen, og ingen kendte til dem. Det var blot min egen måde at lære stille at acceptere mine kønslæbers form og den lyse farve på mine nipples. På den anden side af en hård tilvendingsproces fandt jeg en styrke og ro i at se mig selv embrace min nye krop. Min seksualitet blomstrede, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det endelig ville være acceptabelt at have sex.

Jeg prøvede også at filme, når jeg onanerede. Jeg var legende og nysgerrig, og det drev mig helt sikkert ind i en sund start på mit seksuelle liv. Foran spejle rørte jeg ved mig selv, så jeg kunne se mit blik, når jeg kom. Det var også der, jeg opdagede, hvordan mit underliv træk sig sammen i pulserende træk, når jeg fik orgasme. Jeg har sikkert været 12 eller 13 første gang, jeg gjorde det, men jeg havde ingen at dele det med.

Dengang var det et kæmpe tabu for piger at onanere.

Dengang var det et kæmpe tabu for piger at onanere. Jeg kan huske sætninger som, ‘[…] når man begynder at onanere’ eller ‘har du prøvet at gøre det?’, og jeg undrede mig, for jeg kan ikke huske tiden før, jeg begyndte. Formentlig har jeg været 3 eller 4 år, da jeg startede, men nok lidt ældre før jeg havde koncentrationen til at få orgasme.

I dag tænker jeg, at det var utroligt, at jeg ikke blev mere påvirket af den måde de mere fremtrædende piger blev omtalt. Luderstigmaet levede i bedste velgående, men jeg opfattede aldrig, at det klæbede sig til mig. Siden hen har jeg dog fundet ud af, at det nok mest har været bag min ryg, så konfrontationer oplevede jeg ingen af.

Faktisk tror jeg, at jeg muligvis havde været nogenlunde modstandsdygtig overfor slutshamning. Hvert fald i forhold til hvad man kan forvente af en 13-14-årig pige. Selv tænker jeg, at billederne spillede en væsentlig rolle i at opnå den afslappede relation til mig selv.

At tage den slags billeder fungerer bedst, når det er et tilvalg og uden socialt pres til at gøre det. Desuden fungerer det også klart bedst, hvis man tager dem uden frygt for konsekvenserne! 

Det er friheden til at udforske sig selv, sin krop og sin seksualitet på ens egne præmisser. Det er friheden til at vælge at gøre det uden andres fordømmelse eller efterfølgende udnyttelse. Men det er også friheden til at vælge ikke at gøre det! 
One size does not fit all, og ingen Nokiatelefon havde været mig gavn i min udvikling, hvis ikke jeg havde gjort for mig selv i mit eget tempo.

Læs videre “Empowered women empower women”