Tydelighed, forventningsafstemninger og viden om, hvad man selv er værd og kan tilbyde.

Når det kommer til at sætte rammerne for en god elsker-relation (eller hvad man skal kalde det), var det for mig i starten svært at finde nogle erfaringer at trække på. Dels fordi jeg selv var i tvivl om, hvad jeg egentlig søgte, men også dels fordi der intet ‘manuskript’ er i populærkulturen at tage udgangspunkt i. Af samme årsag skriver jeg mine centrale erfaringer ned her.

Som tidligere beskrevet går Alex og jeg meget forskelligt til værks, hvad elsker-relationer angår. For ikke at tale for meget på hans vegne fokuserer jeg her primært på mine egne erfaringer.

Tydelighed med hvad man kan tilbyde.

Udfordringen ved at være tydelig er, at det kræver personlig afklaring for alle parter involveret. Når jeg begynder at date en ny, er en af mine vigtigste fokuspunkter at være tydelig med, hvad jeg kan tilbyde både følelsesmæssigt, seksuelt og tidsmæssigt. Dertil er det vigtigt for mig at være tydelig med grænserne for elsker-relationen.

I mit tilfælde: Som udgangspunkt har jeg faktisk ingen begrænsning på det følelsesmæssige område. Forelskelse er kun velkomment, så længde det varer, og jeg har lyst til at knytte mig tæt til en elsker. Jeg sætter ingen følelsesmæssige begrænsninger op for mine relationer. Jeg har ikke oplevet at blive mere såret, end jeg kunne holde til, og jeg holder af at lukke nogen helt ind til mine allermest sårbare hjertekamre. Det er dér, jeg oplever den største nærhed, og den bytter jeg glædeligt med muligheden for at blive såret.

Både seksuelt og tidsmæssigt har jeg dog begrænsninger. Jeg har ikke ubeskyttet sex, og jeg har ikke ubegrænset tid. Det optimale for mig er at ses engang om ugen eller nogle gange om måneden (alt efter hvad der passer i den konkrete situation), hvis vi udvikler et længerevarende forhold. For mig fungerer det godt at opføre sig som kærester, mens man er sammen, men derudover ikke nødvendigvis have aktier i hinandens øvrige liv. Der er ingen forbudte samtaler, aktiviter eller følelser.

Grundlæggende er det, jeg søger, et klassisk elsker-forhold, som vi kender det fra litteraturen.

Forventningsafstemninger

Min erfaringen er endvidere, at det skaber tryghed at være tydelig, og tryghed sætter grundlaget for en tættere, vildere og sjovere relation. Derfor laver jeg relativt tidligt en forventningsafstemning, hvis der er behov for det.

Jeg synes, at det er fantastisk, hvis min elsker har lyst til at indvolvere sig i mit liv, møde mine veninder og få en relation til Alex! Eksempelvis havde jeg en tidligere elsker med til mit og Alex’ bryllup. Det var så smukt, at han var der. Som regel har jeg oplevet, at det er mine elskere, der har været lidt tilbageholdende i starten. Andre har først mødt mine venner, når vi er stoppet med at have en elsker-relation og i stedet er blevet venner.

Dog har jeg den begrænsning, at Alex er min førsteprioritet. Alex og jeg har et hierarkisk opbygget forhold – hvert fald som det er nu. Dermed har Alex også muligheden for at nedlægge veto og afbryde mine forhold (det gælder også omvendt). Det har dog endnu ikke været særlig aktuelt.

Ofte har jeg datet mænd, der selv er i åbne forhold, og derfor kommer det meste af ovenstående af sig selv. Hvis ikke siger jeg det på en af de første dates.

Hvad man selv er værd

Alex og jeg har lidt forskellige opfattelser af, hvad vi kan tilbyde. Som udgangspunkt har jeg et meget priviligeret datingliv, hvor jeg vælger mænd til eller fra: female choice. Derfor føler jeg også, at jeg kan stille høje krav til de mænd, jeg ønsker at have i mit liv. Jeg vil hellere ikke date nogen, end at date en, hvor relationen ikke er ligeværdig, eller vi spilder hinandens tid.

Mest af alt går jeg efter kemi. Jeg forelsker mig i mænd, der kan udfordre mig, og jeg leder gerne længe efter dem. Hvis jeg finder den rette, skriver jeg først. Jeg giver også den første drink, og jeg går gerne direkte hen og starter samtalen, hvis jeg kan se på ham, at han er in the know. Dette uanet om det er i byen, i indkøbscenteret, til foredrag eller på gaden. Der kan gå længe mellem, at jeg møder nogen interessante, og livet er sjovere, hvis man griber dets chancer.

Læs videre “Tydelighed, forventningsafstemninger og viden om, hvad man selv er værd og kan tilbyde.”

Ofte stillede spørgsmål: Hvad med børn? Hvad siger jeres familie/venner til det?

Dette er part 2 i fortsættelsen af Q&A-kategorien.

Fortsætter I med at have et åbent forhold, når I får børn?

Dette er et af de spørgsmål, som vi får mest ofte af personer, der ikke selv ønsker at leve i et åbent forhold, men som er oprigtigt interessede i at høre om det. Jeg antager, at nysgerrigheden kommer af, at dating tit forbindes med ungdom og frihed. Dertil forbindes åbne forhold også ofte med par, der har været sammen i mange år, og får lyst til at prøve noget nyt – eventuelt når børnene er flyttet hjemmefra. Unge børnefamilier placerer sig et sted i mellem.

En af vores vigtigste værdier i vores forhold er, at den åbne del ikke er på bekostning af vores øvrige liv. Eksempelvis er det altid vigtigere for mig at tage til familiefødselsdag, være sammen med mine veninder eller følge godt med på mit studie end at date. Det samme gør sig gældende for Alex’ og min kærlighedsrelation. Det er en forudsætning, at vi har det godt sammen, før nogen af os dater.

Følger man dette værdisystem, kommer man til den konklusion, at ingen af os vil date, hvis det er på bekostning af kvalitetstid med vores fremtidige børn. Vores opfattelse er klart, at det er ønskværdigt at skabe trygge og stabile rammer omkring børn, hvilket et aktivt datingliv godt kan konflikte lidt med.

Dog er jeg også af den overbevisning, at vores fremtidige børn kan være ligeglade med, om Alex er sammen med sine venner eller en elsker, når han alligevel ikke er hjemme. Det er jo ikke sådan, at ens sociale liv behøver gå helt i stå, fordi man får børn. Selvfølgelig forventer vi, at andre ting bliver kraftigt nedprioriteret de første år, mens børnene er små. Dels af praktiske hensyn, og dels for at værne om vores forhold. For mange par er det jo i forvejen en udfordring at få tid til hinanden, når man har små børn.

Derfor er det korte svar: hvis det bliver praktisk og følelsesmæssigt muligt at se andre ved siden af, vil vi gøre det. Det vil jo være helt fantastisk at kunne holde kontakt til den side af sig selv, selvom man er blevet forældre! Ingen af os har noget imod det, så længe vi fortsat har et godt forhold, og det ikke ‘går ud over børnene’.

Hvad siger jeres familie og venner til, at I er i et åbent forhold?

Til vores familier fortalte vi kun om vores åbne forhold, fordi vi skulle deltage i programserien. De kender os jo, så de var ikke specielt overraskede. Både Alex og jeg er ret åbensindede og interessede i det komplekse, det skæve og det visionære. På den måde falder det oprindelige tankeeksperiment om et åbent forhold meget naturligt.

Mine venner har et tilsvarende syn på mig. Ofte har mine veninder kommenteret på, at jeg tendenserer til at forholde mig kritisk og undersøgende til det givne. Af denne årsag var det intet chok, da jeg for mange år siden begyndte at tale om, at jeg godt kunne se mig selv i et åbent forhold.

Da de mødte Alex første gang, var det som om, at noget faldt i hak. Der var en selvfølgelighed ved det på en eller anden måde.

Dog er ingen af vores tætte venner selv i åbne forhold, og flere af dem havde svært ved at forstå idéen i de første år. Som tiden er gået, har mange omend ændret holdning til det. Vores venner er virkelig opbakkende og interesserede, fordi de kan se, hvor godt det passer til os. Dette er selvfølgelig ikke det samme som, at de har lyst til også at åbne deres forhold.

Rummeligheden og aftabuiseringen har derimod smittet af i vores venskaber fra start. Alex og jeg er dem i vennergruppen, der jævnligt hører sætninger som: “det her kan jeg altså ikke snakke med andre om” og “det her har jeg aldrig sagt til nogen før”.

Rummelighed, tolerance, sårbare samtaler og aftabuisering er den del af at have et åbent forhold, jeg holder allermest af! Det gælder ikke kun i vores eget forhold, men også i vores venskaber. Jeg er så glad for, at vi kan være med til at skabe et rum, hvor man kan snakke om ting, man ikke kan snakke om så mange andre steder. <3

Ægteskabet er en social konstruktion.

Ægteskabet er en social konstruktion. Faktisk er det et genialt eksempel på en social konstruktion. Der findes ingen determineret biologisk pardannelse, hvor menneskedyret skal binde sig i par af to, og ingen seksuel udveksling må have med andre gennem et helt liv.

Men det er den fortælling, vi har bevaret og reproduceret gennem flere tusind år. Selv har jeg mødt kommentarer om, at det er ‘unaturligt’, at jeg har sex med andre end Alex. Der er endda en del, der har skrevet og spurgt om, vi ikke lukker forholdet nu, hvor vi er blevet gift.
Forståligt nok; det er den skabelon, ægteskabet har.

Jeg er feminist, men jeg bad min far om at følge mig op ad kirkegulvet.

Ægteskabet som institution har ikke altid gavnet alle. Særligt ikke op gennem historen, hvor den undertiden har været særdeles kvindeundertrykkende. Alene ritualet, hvor kvinder bliver ført fra en mand til en anden, synes forældet.

Men selvom det ikke er tidssvarende, valgte jeg alligevel at blive ført af min far. Ham og jeg har ikke haft det tætteste bånd op gennem mit liv, men de seneste år har han virkelig engageret sig. Alex har han fra start været meget opbakkende omkring, og for mig var det en måde at vise respekt for ham og glæde ved vores nyfundne bånd.

I’m a married woman now!

Nu er Alex og jeg blevet gift, og vi havde den vildeste fest! Kærligheden og tårerne flød over. Vi var begge så rørte, at vi havde tårer i øjnene hele dagen. Dels over vores kærlighed til hinanden, men også over andres kærlighed og opbakning til os. Der er SÅ mange gode mennesker i vores liv, og det var det smukkeste at se dem have det sjovt sammen på kryds og tværs!

Aftenen og natten udviklede sig til en vild fest, og min gode veninde lærte os alle at twerke. I dag er det onsdag, og jeg har stadig blå mærker på mine knæ af at twerke på gulvet. Det var så frit, kærligt, nært, varmt og fucking griner! Alt, hvad vi havde drømt om!

Et nyt kapitel er startet i vores liv!

Hele pointen er at have et godt forhold – ikke et åbent forhold!

I den tid vi har haft et åbent forhold, er Alex og jeg blevet meget bedre til at sætte grænser. For os har det særligt handlet om at sige det usagte højt, så ingen parter skal være tankelæsere; det bliver hurtigt alt for komplekst. 

Grundlæggende arbejder vi ud fra idéen, at hele pointen er at have et godt forhold – ikke et åbent forhold! Det er helt okay at sige nej, selvom man tidligere har sagt ja! Det er ikke let, men vi er virkelig blevet bedre!

Her er nogle af de sætninger, vi bruger, når vi snakker om grænser: 

“Det gør mig tryg at vide, hvordan du har det.”

“Jeg føler mig meget connected til dig, når du fortæller, hvad der gør dig ked af det eller utryg.”

“Hjælp mig med at forstå, hvad der sker inden i dig.”

“Jeg vil gerne undgå en lignende situation igen. Hvad tænker du, at jeg kan gøre anderledes næste gang?”

“Tak, fordi du lukker mig ind!”

“Tak, fordi du fortæller mig, hvor dine grænser er. Det gør det lettere for mig at være en god kæreste!”

“Hvis vi skal have et åbent forhold på langt sigt, skal vi ikke gå for meget på kompromis på kort sigt. Det er vigtigt, at vi begge har os selv med i det!”

 Vi bruger udtrykket ‘at sige til’ i stedet for ‘at sige fra’. 

“Det er rart for mig, når du siger til, for så kan jeg lettere navigere i dine følelser. Jeg vil gerne have, at du skal have det godt!”

Empowered women empower women

Da det blev normalt at have sin egen telefon, gik jeg i folkeskole. Min første telefon var selvfølgelig en Nokia 3310, som jeg havde ti forskellige covers til. Et af dem duftede af blåbær, et andet af dem var selvlysende, mens et tredje havde en optisk illusion på bagsiden.

Med tiden fik jeg også en telefon, der kunne tage billeder. Det var en Nokia 3220. Til den havde jeg kun enkelte covers, men til gengæld kunne jeg sende gratis MMSer om fredagen med Telia. 0,3 megapixels havde kameraet, og mulighederne var uendelige. Mine veninder og jeg lavede mikro-stopmotion videoer, men når jeg var alene, tog jeg mine første nøgenbilleder. Jeg gik i femte klasse, og jeg glædede mig sådan til at finde ud af, hvordan min krop ville blive på den anden side af puberteten.

Når jeg tænker tilbage på det nu, tænker jeg, at jeg faktisk udholdt spændingen vældig flot. Tænk, hvis jeg i dag vidste, at min krop ville ændre sig radikalt inden for de næste par år og derefter forblive kun varierende i sin nye grundform. Jeg anede ikke, om jeg ville blive 170 eller 160 cm høj. Jeg vidste ikke, om jeg ville få store eller små bryster, store eller små kønslæber eller store eller små nipples. Men jeg vidste, at det ville få afgørende betydning for mit eget selvbillede og sikkert også mine romantiske muligheder.

Da jeg gik i sjette klasse, fik jeg mit første digitalkamera. Det var fra Canon, havde 5,0 megapixels og var rosenrødt. Mine veninder og jeg begyndte for alvor at tage billeder af os selv og hinanden. I smug prøvede vi vores mødres bh’er, og vi eksperimenterede med forskelligt make up-looks. Vi Unge var vores hidtil eneste kilde til seksuel oplysning, og der skulle gå endnu et år, før vi lærte om prævention, menstruation, erektion og penetration i biologi.

I takt med min kønsmodning blev mine visuelle eksperimenter med mit udseende vildere. Det var en blanding mellem spænding og fascination, der drev mig frem. Jeg ønskede et udtryk, der passede til det indtryk min nye krop gjorde på mig. Jeg ønskede en balance mellem mit indre og ydre. Mit lille røde digitalkamera kom for alvor på arbejde, for nøgenbilleder skulle der til. Hvis jeg skulle følge min udvikling ordentligt, måtte jeg tage mindst ét billede om måneden af mine bryster.

Kontinuerligt tog jeg ét stift skolefoto af min nøgne krop, men også ét freestyle fotografi, hvor jeg poserede, som jeg følte for det. Det kedelige oprejste foto kunne nærmest få mig til at græde, mens jeg som oftes blev opløftet over mit frie billede. Jeg følte lidt, at det var snyd sådan at posere, for det var jo ikke min krop, som den ‘rigtig’ så ud. Hurtigt opdagede jeg, hvordan energi og hengivelse var altafgørende for det rette billede, og jeg kunne sidde i timevis på mit teenageværelse og gennemse de bedste i blandt og søge inspiration til nye.

Dengang hørte vi også om de første sager om hævnporno. Jeg kan ikke huske, om det var på Morten Børup Skolen i Skanderborg, hvor en af pigerne fra niende klasse fik sendt nøgenbilleder rundt over MMS. Måske var det på en af de andre skoler i byen. Hvert fald kendte jeg ikke pigen.

Ordet hævnporno fandtes dog ikke dengang. Det samme gjaldt forståelsen for ofrene.

Selvom jeg formentlig gik i 6.-7. klasse, forstod jeg ikke problemstillingen. Hvorfor måtte man ikke se hinanden nøgen? Hvorfor var det så spændende for teenagedrengene at sende billederne rundt? Hvordan havde de fået fat i billederne? Hvorfor blev billederne også sendt til andre kvinder? Hvorfor var pigen blevet så ked af det? Hvorfor havde hun ikke blot trukket på skuldrene? Hvis hun så godt ud på billederne, var det så ikke lige meget? Kunne det endda tænkes, at det nærmest gav hende social status, hvis billederne var gode?

Ingen kunne rigtig svare på de spørgsmål. Der var ingen debat eller oplysning om emnet. Vi Unge var ikke til megen hjælp. Seksualundervisningen berørte aldrig emnet. De voksne fandt ingen idé i at tale med os om det. Måske vidste de ikke engang, at det fandt sted blandt de større elever.

Først langt senere forstod jeg, at det handlede om magt, samtykke og intentionen bag deling af billederne. 

Det var sådan set ligegyldigt, hvor gode de billeder var, så længe pigen blev hånet og nedgjort. Kontroltabet og ydmygelsen relaterede sig ikke til, hvorvidt det havde været en god oplevelse at tage billederne i første ombæring. Jeg kan ikke huske det, men jeg går ud fra, at konklusionen sikkert var, at man ikke skulle tage den slags billeder.

Selv tænkte jeg ikke videre over det, for jeg tog jo ikke mine billeder på telefonen, og ingen kendte til dem. Det var blot min egen måde at lære stille at acceptere mine kønslæbers form og den lyse farve på mine nipples. På den anden side af en hård tilvendingsproces fandt jeg en styrke og ro i at se mig selv embrace min nye krop. Min seksualitet blomstrede, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det endelig ville være acceptabelt at have sex.

Jeg prøvede også at filme, når jeg onanerede. Jeg var legende og nysgerrig, og det drev mig helt sikkert ind i en sund start på mit seksuelle liv. Foran spejle rørte jeg ved mig selv, så jeg kunne se mit blik, når jeg kom. Det var også der, jeg opdagede, hvordan mit underliv træk sig sammen i pulserende træk, når jeg fik orgasme. Jeg har sikkert været 12 eller 13 første gang, jeg gjorde det, men jeg havde ingen at dele det med.

Dengang var det et kæmpe tabu for piger at onanere.

Dengang var det et kæmpe tabu for piger at onanere. Jeg kan huske sætninger som, ‘[…] når man begynder at onanere’ eller ‘har du prøvet at gøre det?’, og jeg undrede mig, for jeg kan ikke huske tiden før, jeg begyndte. Formentlig har jeg været 3 eller 4 år, da jeg startede, men nok lidt ældre før jeg havde koncentrationen til at få orgasme.

I dag tænker jeg, at det var utroligt, at jeg ikke blev mere påvirket af den måde de mere fremtrædende piger blev omtalt. Luderstigmaet levede i bedste velgående, men jeg opfattede aldrig, at det klæbede sig til mig. Siden hen har jeg dog fundet ud af, at det nok mest har været bag min ryg, så konfrontationer oplevede jeg ingen af.

Faktisk tror jeg, at jeg muligvis havde været nogenlunde modstandsdygtig overfor slutshamning. Hvert fald i forhold til hvad man kan forvente af en 13-14-årig pige. Selv tænker jeg, at billederne spillede en væsentlig rolle i at opnå den afslappede relation til mig selv.

At tage den slags billeder fungerer bedst, når det er et tilvalg og uden socialt pres til at gøre det. Desuden fungerer det også klart bedst, hvis man tager dem uden frygt for konsekvenserne! 

Det er friheden til at udforske sig selv, sin krop og sin seksualitet på ens egne præmisser. Det er friheden til at vælge at gøre det uden andres fordømmelse eller efterfølgende udnyttelse. Men det er også friheden til at vælge ikke at gøre det! 
One size does not fit all, og ingen Nokiatelefon havde været mig gavn i min udvikling, hvis ikke jeg havde gjort for mig selv i mit eget tempo.

Læs videre “Empowered women empower women”

Ofte stillede spørgsmål: første samtale og første date udenfor forholdet.

Jeg har oprettet en Q&A-kategori, hvor jeg samler svarene på ofte stillede spørgsmål. Dette er part 1.

Hvem af jer foreslog, at I skulle have et åbent forhold?

Jeg har altid vidst, at jeg ønskede mig at have et åbent forhold. Da jeg var 14 år – inden jeg endnu havde haft en kæreste – var jeg sikker på, at det på langt sigt ville være en god måde at have et meningsfuldt forhold på. Dengang tænkte jeg, at det nok mest ville give mening at åbne forholdet, når ens børn var flyttet hjemmefra eller benytte sig af det, hvis en af parterne var ude at rejse.

Engang på Roskilde mødte jeg en fyr, der faktisk levede i et åbent forhold. Selvfølgelig var jeg sammen med ham, og i den forbindelse fortalte han også om sine erfaringer. Jeg kan huske, at vi havde virkelig god seksuel kemi, og efter Roskilde besøgte jeg ham et par gange i København.

Op igennem mine teenageår udviklede min seksualitet sig, og jeg blev kun mere sikker på min intuition. Hver gang jeg begyndte at date en ny fyr, præsenterede jeg altid idéen om et åbent forhold. Dog lød det entydigt nej fra dem. Det accepterede jeg uden videre. Det er ikke en dealbreaker for mig.

Da jeg mødte Alex, stillede jeg selvfølgelig ham samme spørgsmål. Alex havde aldrig hørt om konceptet før, men han var øjeblikkeligt klar på idéen. Åbenbart havde han den forestilling, at han ville forblive ungkarl, til han var langt over fyrre, fordi han ønskede friheden til at være sammen med mange kvinder. På den måde var det faktisk en dealbreaker for ham, selvom han hidtil ikke havde været klar over det.

Som I nok kan forestille jer, så gik de indledende samtaler rigtig let. Vi var meget enige om, at det var dét, vi ønskede at arbejde os hen imod. Jeg havde dog ingen interesse i andre mænd det første år. Der var jeg i en stormende (gengældt) forelskelse i Alex.

Hvordan var første date uden for forholdet?

Desværre var Alex mig utro i starten af vores forhold. Det er en længere historie, men dengang var jeg selvfølgelig meget skuffet over ham, fordi jeg ikke forstod, hvorfor han ikke blot havde ‘spurgt om lov’. Jeg havde formentlig sagt ja. Det tog mig længere tid at forstå Alex’ antagelse om, at folk forlader ham. Meget har ændret sig siden da, men dengang var han fanget i en selvopfyldende profeti om, at man ikke kunne regne med andre mennesker. (Når man kigger på hans baggrund, forstår man dog virkelig godt hvorfor). Frygten for at blive forladt drev ham til at se en back-up-pige (?!), så han havde hende, når jeg i en nær fremtid alligevel ville kassere ham.

Efter det tillidsbrud brugte vi omkring et år på at opbygge en ny tosomhed. Retrospektivt kan jeg se, at det bandt os meget, selvom jeg stadig godt kunne havde været det foruden. Vi lærte hinandens mest ærgerlige sider at kende, og jeg endte med at komme helt ind under huden på ham, hvor ingen kvinde havde været før.

Utroskaben ændrede ikke mit billede af, at jeg i fremtiden ønskede et åbent forhold. Dog besluttede vi – grundet Alex’ utroskab – at jeg skulle være den første, der skulle date en anden. Generelt har jeg svært ved at finde mænd, jeg ønsker at date, og dengang blev det ikke lettere af, at jeg ikke ville bruge Tinder. Tinder er ikke et ret anonymt medie, og vi var ikke klar til at være åbne om vores konstellation. Derfor oprettede jeg en profil på Victoria Milan, hvor jeg mødte en singlefyr, jeg var på en enkelt date med.

Vores date gik virkelig godt, og jeg var egentlig klar på at se ham igen. Dog havde Alex det rigtig svært ved ham, så jeg brød kontakten efter første date. Det vigtigste er som sagt, at både Alex og jeg trives i det.

Efterfølgende gik vi meget langsomt frem i en lang periode. Når jeg skulle på date, ville Alex have fulgt kontakten, og første møde ville være om dagen et par timer. Først når Alex var tryg i det, ville jeg drikke alkohol eller bruge længere tid med fyren. En god tommelfingerregel er, at man aldrig kan gå for langsomt frem.

På tilsvarende vis tog vi det også stille og roligt med Alex’ første dates. Problemet var dog, at han havde sværere ved at finde kvinder, der ønskede at date en mand, der allerede var i et forhold. Det betød også, at jeg var noget mere kompromisvillig, så Alex havde mere fleksibilitet. Heldigvis er dette også en helt anden situation i dag.

Efter opstartsperioden begyndte vi at bløde rammerne op. I dag er vi begge som udgangspunkt helt trygge i, at den anden tager på date. Vi forholder os dog stadig til den konkrete situation, som vi laver aftaler ud fra. Vi har ikke ét sæt regler, der gælder i alle situationer, men tilpasser det den enkelte date.

Det tog ca. et års tid, før vi rigtig fandt vores måde at gøre det på. Som I nok kan høre, har det ikke været helt let at komme hertil, hvor det for alvor er blevet sjovt. Det tænker jeg dog er ret forventeligt for de fleste par. Man er virkelig sårbar i starten, og det er nærmest umuligt, at ingen bliver sårede på et tidspunkt. Det vigtigste er blot, at man formår at løse situationerne blandt andet ved at lytte til den anden, acceptere grænser og være god til at sætte ord på de svære følelser. Som par kan man også vokse meget af de udfordringer, for man lærer hinanden at kende i situationer, som de fleste ikke får lov at opleve deres kæreste i.

Læs videre “Ofte stillede spørgsmål: første samtale og første date udenfor forholdet.”