Noget om rosévejr og bas

Jeg tænker ikke, at der kan være meget tvivl om, at jeg har en fest.

Jeg har lige været sammen med en veninde og er på vej hjem for at bløde gennem resten af mit tøj. Vi har drukket rosévin i hendes baggård som de ægte århuspiger, vi er blevet. Det er rosévejr. Eller rettere er det rosésommer, og jeg går skråt gennem øgaderne i mine pumps, som jeg mest af alt har på, fordi jeg skal træne at gå i spidse hæle til brylluppet. 

På vejen finder jeg en stor, fed kaktus i lerkrukke til storskrald. Det er en magisk dag, så jeg samler den op. Jeg smiler med hele ansigtet og alle celler i min krop. Jeg smiler så meget, som jeg havde glemt, at man kan smile. Jeg smiler om kap med solen, lige indtil jeg taber min kaktus. Det er lyden af knust porcelæn og livets omskiftelighed. Først prøver jeg at samle den op, men jeg stikker mig på den dumme kaktus. Skår og jord og skuffelse er overalt på fliserne. Der er ikke andet for end at forsøge at samle rodet sammen i siden af fortovet. Jeg bruger et af de større skår til at feje resten sammen med, hvorpå jeg forlader gerningsstedet.  

Den aften er der Bas Under Buen. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at komme, fordi jeg ved, at der vil være en sandsynlighed for, at min ekskæreste er der, og jeg er ret sikker på, at han ikke har lyst til at se mig. Dog ringer min veninde for at høre, om jeg ikke vil med alligevel. “Du har trykket ‘interesseret’ på facebook”, siger hun, og jeg beslutter, at jeg jo godt kan tage derned, hvis jeg blot sørger for at gøre mig usynlig, hvis jeg ser ham. 

Vi køber øl, og jeg er i den bedste rus. Det er drum and bass, som normalvis ikke taler til mig, men på denne magiske dag midt i denne magiske sommer rammer bassen den helt rigtige frekvens. Jeg danser aggressivt og intuitivt, og jeg kan ikke stoppe med at grine. På et tidspunkt tænker jeg, at jeg egentlig godt kan bruge noget vand, og i samme øjeblik bliver der delt vandflasker ud. På et andet tidspunkt tænker jeg, at jeg er klar til at drikke øl igen, og samme øjeblik rækker en af min venindes venner mig en dåseøl fra sin taske. Skæbnen vil, at det skal blive en lang nat.

Da Bas Under Buen lukker, går vi videre til efterfest på Godsbanen. Vi har mødt nogen, som min veninde kender, og de er fantastisk skønne mennesker. Mens vi sidder på en bænk og snakker med dem, kommer en fremmed kvinde hen til mig. Hun fortæller, at hun så mig tabe min kaktus tidligere på dagen, og at hun fik virkelig ondt af mig, fordi jeg havde set så glad ud lige forinden. Som et lille barn, der taber sin is. 

Vi beslutter at danse. Eller hvert fald beslutter jegat danse, for jeg har en fest, og alle er inviteret! Alex kommer også med en af sine venner. Der er så meget kærlighed i luften. Der er samme stemning som til den syrefestival, jeg var til i en forstad til Berlin, da jeg var 17. Dengang var jeg den eneste ædru, men til denne fest er jeg måske den eneste fulde. Jeg er på den anden side af at tage hensyn til de andre. Jeg danser og griner asynkront med resten af festen, men i perfekt symbiose med mig selv. 

På et tidspunkt går en høj, muskuløs mand forbi mig og kalder mit navn. Han har en flaske bobler i hver sin hånd, og jeg vil gerne vide, hvor han kender mig fra. Det viser sig, at vi tidligere på året har matchet på Tinder, men at jeg vist nok ikke var så hurtig til at svare. Jeg præsenterer ham for Alex, og jeg tager imod det glas, han giver mig. På dette tidspunkt er det som om, at jeg begynder at miste tidsfornemmelsen og kronologien. 

Tindermanden er typen, der kan få, hvad han peger på. Sjældent har jeg set en mand, der passede så godt ind i konventionelle standarder for ‘drømmemanden’. Han er smuk, atletisk, udadvendt, dufter godt, har et spændende job, lidt under fyrre og har et barn. Der er intet ved ham, der ikke er svigermors våde drøm, men han er stadig single. Jeg spørger ham hvorfor, og han svarer, at han er meget kræsen. Jeg siger, at det er bullshit. Ingen er så kræsen, at de ikke kan finde en fantastisk kvinde, hvis man lever det liv, han lever. Han er omgivet af interessante mennesker gennem sit arbejde, og der er ingen umiddelbare stopklodser. 

Måske er det, fordi han er vant til at få sin vilje, hvis blot han sender kvinderne et smil. Eller måske er det, fordi han er blevet træt af forudsigelighed. Måske kan jeg bare læse ham rigtigt, men hvert fald er han klar på at åbne sig. Det hele er i glimt. Jeg kan huske, at jeg tager det første skud og spørger, hvilken en af sine forældre han ikke længere har kontakt med. Han er overrasket over, at jeg kan se det på ham. 

Det næste glimt viser han mig en masse billeder af kvinder, han har på sin telefon. Jeg siger til ham, at det er upassende og uinteressant, og i stedet tager jeg hans telefon og går ind i noter. Der er fyldt med udkast til lange beskeder til kvinder. Han er en klassisk forfører. 

Problemet for ham er, at han nok ikke før har mødt en kvinde, der kender Forførerens Anatomi. Alex sender mig et indforstået blik; han ved det. Tindermanden savner modspil og følelsesmæssig spejling, og jeg spørger ham, hvilken måde han bedst kan lide at blive kvalt på. “Er der flere måder?” udbryder han, og jeg lukker først for hans blodtilførsel og dernæst hans luftvej. Han elsker det, og jeg elsker, at han er overrasket over en kvinde. The future is female, men måske er det ikke gået op for ham endnu.  

I det næste glimt fortæller han, at han har kørt hasarderet i en Porsche 911 tidligere på dagen. Jeg kan huske, at jeg skælder ham ud og slår ham i solar pleksus. “Du har et barn, og du har et ansvar for at holde dig selv i live!” får han at vide. Han svarer, at jeg slår hårdt, men det gør jeg ikke. Jeg rammer bare rigtigt, og han kan lide det. 

Tindermanden har noget i sig, der aldrig får lov at blomstre. Jeg graver i hans personlighed, fortid, drømme og problemer. Vi skændes og griner skiftevis. Jeg har lyst til, at han skal være interessant, for jeg leder efter mænd, der kan give mig udfordringer. Hans lommer gemmer ingen skjulte skatte, og da jeg åbner hans pung, har han kun sit sygesikringskort, kørekort og dankort på sig. “Har du ingen personlighed?” spørger jeg, mens jeg står med de tre kort i hånden. 

I det næste glimt har jeg hele min hånd i hans mund, og jeg hvisker beroligende i hans øre. I glimtet efter fortæller han, hvordan det var at blive far. I et andet glimt tisser jeg på hans hænder. I det næste græder vi begge. Jeg er rørt over, at han er, som han er, men jeg kan ikke huske, hvad det var, der ramte mig. 

Det er ved at blive morgen, og jeg kan ikke finde mine venner. Daggryen er smuk, og det er Tindermanden også. Han vil have mig med hjem. Det vil jeg ikke. Han spørger, om han ikke blot må holde om mig en time. Jeg svarer nej, men jeg tilbyder ham det kompromis, at han kan følge mig hjem. 

Jeg trækker min cykel, og jeg siger til ham, at han kunne være det tredje medlem i Nik & Jay. Det kompliment falder ikke i god jord, men han ved også, at jeg har ret. Han er for ‘korrekt’ og ‘perfekt’ til denne verden. Det er kedeligt for ham, og han kan jagte anerkendelse fra nu til verdens ende. Han dominerer verden, men i aften vil han domineres af mig. Jeg beordrer ham at knæle ude foran min opgang. Jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg kan lide dynamikken, hans åbenhed og hans facadetab. 

Næste morgen modtager jeg en sms fra ham. Jeg kan ikke engang huske, at jeg har givet ham mit rigtige nummer. “Tak for i går, dejligste kvinde! Du så mig på så mange måder, og det takker jeg dig for! xx” står der, og selvom jeg ikke kan huske meget fra natten, tror jeg på ham.  

Læs videre “Noget om rosévejr og bas”

Hvorfor jeg er i et åbent forhold

Når nogen finder ud af, at jeg er i et åbent forhold, får jeg som regel stillet de samme spørgsmål. Af denne årsag vil jeg benytte en af mine første posts til at nedfæste mine grundlæggende tanker om emnet. 

Inden for åbne forhold og polyamori findes mange, mange måder at indrette sin tilværelse på. Alex og jeg har valgt at have et hierarkisk forhold, hvilket betyder, at ham og jeg er hinandens primære partnere. Det betyder også, at vi prioriterer hinanden over elskere/sekundære partnere. Årsagen til dette er, at vi finder det mere overskueligt og lettere følelsesmæssigt at finde rundt i. 

Alex og jeg skal giftes den 17. august 2019, og i den forbindelse har jeg prøvet forskellige sko og undertøj.

På mange punkter minder vores forhold om et almindeligt ægteskab, hvor en eller begge parter har en elsker. Dette er ligesom portrætteret i verdenslitteraturen og i populærkulturens filmhistorie mange gange før. Den afgørende forskel for os omhandler samtykke. Jeg har ikke sex med andre end Alex uden hans samtykke og omvendt. Vi respekterer hinandens grænser, og vi går i åben dialog om vores følelser. På denne måde er det det modsatte er utroskab. 

Alex og jeg har meget forskellige måder at date på. Hvor jeg som regel har en søgende periode, hvor jeg skriver og mødes med forskellige mænd for til sidst at ‘lukke’ forholdet med én elsker, er Alex mere flydende i sine datingmønstre. Dette skyldes formentlig female choice (der er meget delte meninger om det her), hvor jeg i kraft af mit køn har mulighed for at vælge den rette partner. Alex derimod konkurrerer på en helt anden måde for at finde en elsker, hvorfor det falder naturligt, at han ikke kan date lige så priviligeret. 

Interessant at lære ens kærestes attraktioner at kende

I øjeblikket har han nogle primære piger (ca. en håndfuld), han ser/har kontakt med, men hvis jeg skal være ærlig, har jeg ikke helt styr på det. Som udgangspunkt fortæller han mig, når der sker noget vigtigt eller interessant, men hvis han blot chatter og smalltalker med nogle kvinder på tinder, har jeg ikke interessen i at høre om det. Det skyldes nok, at jeg er dårlig til at finde rundt i det, og vi desuden har været gennem alle de svære samtaler allerede.

Da vi netop havde åbnet vores forhold, var det dog langt mere interessant. Jeg var lige så meget interesseret i at se hans type, attraktioner og forkærligheder. Måske er det ikke så let at forestille sig, hvis man ikke selv er i et åbent forhold, men det bliver lynhurtigt trivielt at høre om. 

Tidligere gik vi swingerklub. Det var Alex, der introducerede mig til den verden. Han havde selv været der en del gange, og på det tidspunkt havde jeg ikke mødt andre, der havde været i swingerklub. På mange punkter er Alex det frieste og mest dragende menneske, jeg har mødt i mit liv. Han er typen. der tager på festival alene eller som jeg kan sende ud efter at købe kylling, men kommer hjem med miniblæksprutter. Det var nogle fantastiske oplevelser, vi havde sammen i swingerklub, men jeg fandt aldrig nogen, jeg ønskede at være sammen med der. Med andre ord har jeg ‘kun’ været sammen med Alex, når vi har været i swingerklub. 

I den tid vi har været kærester, har jeg haft et par elskere. På min gamle blog skrev jeg om mine tre primære kærligheder: Gymnasielæreren, Piloten og Arkitekten, hvoraf Piloten var den relation, der fungerede bedst. Vi havde en særlig kærlighed, og forventningsafstemningen var perfekt, fordi han selv var i et åbent ægteskab. Piloten kalde mig sin kæreste, og i den tid vi var sammen, udviklede jeg mig meget. 

Alex og jeg har forskellige grunde til at være i et åbent forhold

Dette bringer mig til, HVORFOR vi er et åbent forhold. Alex og jeg har forskellige årsager til at indgå i denne konstellation. Jeg tænker, at jeg i en nær fremtid får Alex til at lave et post selv, hvor han med egne ord kan forklare sig. Jeg selv er i et åbent forhold af flere grunde: 

  1. Jeg har altid haft en stærk kontakt til min seksualitet, og tanken om at kunne blive ved med at udleve denne gennem hele mit liv har tiltalt mig, siden jeg mistede min mødom. 
  2. Jeg er ikke jaloux anlagt, og derfor har idéen om et åbent forhold altid ligget lige til. 
  3. Det ligger et enormt potentiale for udvikling, når man dater en ny. I kender det sikkert, når man er ude at rejse og åben overfor indtryk eller starter på et nyt job/studie, hvor I lærer en masse nye at kende: pludselig lærer man også en masse nyt om sig selv. Man lærer sine grænser og reaktioner at kende, hvilket er en kæmpe fordel generelt i livet. Det, der tiltrækker mig ved mænd, er, at de lever et anderledes liv end mig. Jeg ønsker at blive udfordret personligt, følelsesmæssigt, seksuelt og intellektuelt af mine elskere. 
  4. Jeg tænker ikke kærlighed som et nulsumsspil. Blot, fordi Alex er glad for en anden kvinde, behøver det ikke at ændre noget i vores relation. Tid er derimod et nulsumsspil. Desto mere tid jeg bruger med andre end Alex, jo mere tid er der tilbage til ham. 
Læs videre “Hvorfor jeg er i et åbent forhold”

Historien bag DR3-programmet “Ku’ godt, må godt – fortællinger fra et åbent forhold”

Billedet er taget efter vores deltagelse i SuperTanker på P1 i Aarhus.

Mange af jer har i løbet af det seneste år skrevet til mig for at høre baggrundshistorien om programserien. Jeg har tidligere givet et interview til Sidsel og Lasse, hvilket du kan læse her. 

Der er meget at sige til hele det forløb, så jeg ridser lige det vigtigste op i dette indlæg. Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at der er flere vinkler på samme sag. Dette er vores udlægning. Generelt mødte vi mange skønne mennesker i forbindelse med produktionen af serien, og vi er ikke vrede på DR – mest af alt virkelig chokerede. I serien er også klip, hvor Alex og jeg skinner i gennem, og som vi godt kan se os selv i. Dette gør sig primært gældende for de sidste afsnit. 

For os handler det om følgende otte centrale aspekter:

1) Utallige kontrakt- og aftalebrud

Vi indgik mange aftaler med produktionsholdet bag serien, som blev brudt. Her mener jeg både mundtlige aftaler, men også vores kontrakt. Når Alex og jeg henviste til, at de brød vores kontrakt, gjorde det yderst sjældent en forskel. 

Eksempelvis var vi lovet at kunne se færdigklippede afsnit, mens vi stadig optog, så vi kunne se, hvordan programmet formede sig og dermed havde bedre forståelse og mere indflydelse. Dette var fuldstændig afgørende for vores deltagelse. Desværre viste det sig at være umuligt at se klip undervejs. Vi måtte ikke engang se udkast eller skitsepapirer til afsnit.
Vi havde fået at vide, at programmet ville blive en kronologisk opbygget serie med tre par, men efter optagelserne var færdige, blev de andre par klippet ud, og serien overgik til en tematisk fortælling med en fiktiv storyline. Vi prøvede at argumentere imod i mange, mange timer og fremhæve, at vi IKKE var gået ind til serie med en FIKTIV storyline, men det nyttede intet i sidste ende. Der var kun mulighed for at få ændret få sekunder her og der.
Vi havde fået at vide, at alle optagedage ville blive brugt, hvilket havde gjort os meget trygge. Dette var ligeledes afgørende for vores deltagelse, men da vi var færdige med at optage, klippede de eksempelvis optagedagene med vores familiemedlemmer ud. 

Der stod også i vores kontrakt, at vi kunne få rettet faktuelle fejl, men det viste sig i praksis nærmest at være umuligt. 

For os var det også meget vigtigt, at alle – selvom de kun deltog indirekte – fik separate kontrakter. Dette var en tydelig og klar del af grundlaget for vores deltagelse, men igen skete det kun i nogle tilfælde, selvom jeg rykkede producenten for det flere gange. 

Vi blev også lovet, at vi ville få en grundig indføring i, hvordan vi skulle håndtere programmets udkommen. Dette gjorde os meget trygge, fordi vi fik at vide, at vi ville blive kontaktet af en medarbejder, der ville sætte os ind i alt, fx indstillinger på facebook. Dette skete overhovedet ikke – også selvom jeg gjorde opmærksom på det og spurgte efter det flere gange. Selvom det kun er et lille eksempel, betød det stadig for os, at vi ikke følte, at vi blev rustet til alle de had-beskeder, vi modtog, og vi havde heller ikke den facebook-kontaktperson, som vi ellers var blevet lovet. 

Vi havde fået at vide, at det var vigtigt, at vi kunne se os selv i produktionen, men da vi så første afsnit, kunne vi allerede fra start se, at det overhovedet ikke var det projekt, vi havde fået at vide, at der vil blive lavet. Introteksten oplyser, at vi er i et åbent forhold for at søge ‘forelskelsens rus’, og det kunne vi ikke få ændret, selvom vi MEGET tydeligt på opmærksom på, at det intet havde med at gøre, hvorfor vi er i et åbent forhold. Vi fik bare at vide, at det her var bedre tv. Vi gjorde, hvad vi kunne for at udtrykke, at det på ingen måde overholdte vores kontrakt, men på det tidspunkt var de begyndt at komme med forslag til titler som “Fast forhold – løs på tråden” og “OKAY UTRO”, hvilket var en vigtigere kamp for os. 

Hele vinklen havde været afgørende for os fra start. Vi havde fået at vide, at vi skulle ‘godkende’ de andre par, inden de kunne blive valgt (også afgørende for vores deltagelse), men pludselig var de andre par valgt, uden vi havde været inde over. 

Titlen var noget af det vigtigste for os. Jeg nægtede at deltage i et program, som havde en nedladende, stigmatiserende og hånende titel, så det blev indskrevet i vores kontrakt, at hele seriens udtryk, vinkel og titel ikke måtte være sådan. Det skulle have været en aftabuisering, men efter vi var færdige med at optage, var det som om, at hele projektet skiftede karakter, og pludselig kom de op med en masse svært nedladende titler. “OKAY UTRO” var et forslag, vi havde hørt, inden vi gik i gang med at optage, men der havde vi været meget tydelige om, at det var en dealbreaker. Vi sagde gentagne gange og ekstremt tydeligt, at vi PÅ INGEN MÅDE ville deltage et program med den titel. Til sidst blev det accepteret, men da vi var færdige med at optage, var dén titel pludselig på bordet igen som favoritten, og jeg diskuterede i timevis med redaktøren og producenten om det. De vidste begge, at det havde været vores mest afgørende præmis for deltagelse, men de ville stadig ikke give sig. Vi var nødsaget til at vælge vores kampe, og titlen var den vigtigste af alle kampe for os. 

Vi havde også fået at vide, at serien ville blive sendt i november. Dette betød virkelig meget for vores medvirken, fordi vi skulle starte på universitetet, og jeg ønskede at starte, hvor ingen ‘kendte’ mig. Vi snakkede flere gange med dem om det afgørende i sendedatoen, og vi var blevet lovet, at de ville tage særligt hensyn, fordi det var et følsomt emne. Dog ved en tilfældighed fandt vi på en af de sidste optagedage ud af, at datoen var blevet rykket til slutningen af august, dvs. sammenfaldende med studiestart. Vi var ikke blevet informeret, selvom det på det tidspunkt, var noget tid siden, datoen var blevet rykket. Det var ikke muligt at gøre noget ved det. 

Dette er blot eksempler på aftalebrud. Mange af ovenstående eksempler stod i vores kontrakt, at vi havde krav på det, men det hjalp yderst sjældent i diskussionerne at henvise til kontrakten. Det var som om, det intet betød, at de havde skrevet under på de vilkår for vores medvirken.

Billede fra optagedagen på vores skole

2) Programmet var en DR-produktion

Serien blev produceret af Andreas Gabrielsen ved DR Ung for DR3. Det var altså ikke et eksternt firma, men DR selv der stod bag produktionen, hvorfor det er endnu vigtigere, at de holdes ansvarlige for aftalebrud. 

Jeg vælger at skrive hans navn af flere grunde: for det første er det ikke hemmeligt, hvem der har produceret programmet og dermed har ansvar for de beslutninger og den arbejdsgang, der kendetegnede processen. Det står i slutningen af afsnittene. Desuden er han også nævnt i flere artikler sammen med os, hvor han kortfattet svarer på kritikken. Nogle steder har han valgt at udtale sig (han beklager, at vi har haft en dårlig oplevelse), mens andre steder ønsker han ikke. Som jeg skriver længere nede, er det meget svært for mig at komme i kontakt med ham. Jeg finder det ret urealistisk, at han pludselig ville begynde at svare efter de forgæves opkald, mails og sms’er, jeg har sendt. Desuden skriver jeg intet i dette indlæg, jeg ikke allerede har konfronteret ham med – enten mange gange i telefon, ansigt-til-ansigt og/eller under mediation af en psykolog.

3) Beskytte fremtidige deltagere

DR3 laver ofte programmer om unge i udsatte positioner, og jeg vil gøre mit for at fremtidige deltagere ikke kommer til at stå i samme magtesløse situation som os. Jeg diskuterede ofte i telefonen med Andreas Gabrielsen (producenten) i mange timer ad gangen, hvor han ikke ville give sig, selvom det var ham, der brød vores aftaler. Ofte græd jeg og bad ham om at overholde kontrakten, men han pressede os til det yderste gennem mange måneder, og på et tidspunkt begyndte vi at indse, at vi ikke kunne gøre noget. Derfra valgte vi vores kampe, og vi var nødsaget til at give op på at få dem til at overholde kontrakten.

4) Skam

Jeg ville gå rigtig langt for at undgå at indrømme, at vi var blevet lokket i en fælde (hvis man kan kalde det det). Jeg havde ikke lyst til at være en af dem, der var blevet snydt af et TV-hold. Det var først, da alle andre muligheder var udelukket, vi valgte at stå frem med deres kontraktbrud. Det er jo ikke, fordi vi ikke kan stå inde for vores handlinger, men optagelserne giver indtryk af begivenheder, der aldrig har fundet sted. Her er det vigtigt at sige, at vi jo ikke ved, hvor intenderet hele processen var fra deres side. Det kan jo være, at Andreas Gabrielsen (producenten) havde forelsket sig i en idé, som han ikke kunne se bort fra og derudover er elendig til lederskab/at holde de aftaler, han indgår. 

5) Vi skal kunne regne med DR!

DR lever af licenspenge. Det er offentlige midler til public service, og det er samfundsundergravende, hvis vi ikke kan regne med dem. Selvfølgelig var vi klar over, at programmet vil blive spidset lidt til – det er jo underholdning, men vi kunne ikke engang få rettet faktuelle fejl.

Storyline i serien har heller intet med virkeligheden at gøre. Dertil er der flere klippet mellem, at en af os siger noget til den anden svarer, dvs. at der er klippet samtaler sammen, vi ikke rigtig har haft. Dette handler primært om, at samtaler om Alex’ eksamensangst og faglig ulighed er kommet til at handle om ulighed i vores forhold. Mange af optagelsesseancerne var over en hel time, men er blevet klippet ned til få minutter. Ofte hvor Alex ser trist ud, har vi netop snakket om hans eksamensangst, men det er klippet ud. Masterinterviewet (der hvor vi sidder i en sofa) er optaget dagen før en af Alex’ eksamener, så han zoner flere gange ud, fordi han er meget presset over eksamen. I serien er det klippet som om, at han har triste flashbacks eller ikke har det godt med de ting, vi snakker om.

6) “At sælge billetter!”

Redaktøren på programmet brugte ofte udtrykket, at de “ville sælge billetter”, men hele idéen med public service er jo netop, at DR modtager penge uanset hvad, så de ikke behøver at give køb på sandheden for at fortælle en god historie. “At sælge billetter” var stik modsat den præmis, vi havde fået at vide, at vi deltog på.

7) Producenten vidste godt, at det var fiktion

Under de mange diskussioner med Andreas Gabrielsen (producenten) konfronterede jeg ham med, at noget af det, man ser i optagelserne (særligt afsnit 2), var decideret fiktion. Til det svarede han, at ‘det jo kun er os, der ved, at det ikke er rigtigt’ og ‘kan du, Malou, ikke godt leve med, at det bare er dig, der ved, at du ikke kunne finde på at gøre de ting i virkeligheden?’. For mig at se krydsede han her en meget vigtig grænse: han var klar over, at han viste fiktion, men fremstillede det som virkelighed. Dette er også medvirkende til, at jeg skriver processen ned og bruger hans navn. Jeg har svært ved at se, at dette er en handling, man ikke skal stilles ansvarlig for. 

8) Ingen reaktion fra ledelsen

Under Skanderborg Festival var Erik Struve Hansen, programansvarlig på DR UNG, for at fortælle om DR3s produktioner. Der blev vist klip fra ‘vores’ serie på Udsigten, og efterfølgende snakkede vi med ham. Jeg sagde til ham, at det på flere punkter havde været et problematisk samarbejde med hans medarbejdere, fordi de havde brudt vores kontrakt (som Erik selv havde skrevet under på), men det reagerede han ikke på. Han henviste blot til, at vi skulle snakke med Andreas Gabrielsen om det. Jeg var virkelig paf over, at han ikke tog den oplysning meget seriøst, og jeg blev i tvivl, om vores oplevelse var udtryk for en generel arbejdsgang.

Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad der lå bag hans manglende reaktion  (der kan jo være alle mulige grunde, jeg ikke kender til), men jeg syntes, at det var alarmerende. Sidenhen er jeg blevet kontaktet af et par andre tidligere deltagere i DR-produktioner, som har kunne genkende flere elementer i vores oplevelse – særligt en følelse af at være til besvær, hvis man prøver at få overholdt de præmisser, man gik indtil. Som enkeltperson er man magtesløs overfor et kæmpe produktionsapparat som DR, og derfor er det endnu vigtigere at få dette frem for at beskytte andre, der måske i fremtiden vil stå i en lignende situationen med DR. Jeg er ret skarp og kontant, og når det kan ske for mig, tror jeg, at det kan ske for alle, der ingen erfaringer har med tv-produktioner. 

Henvendelsen fra DR

Som jeg nævnte i mit første indlæg, havde jeg en blog, hvor jeg skrev om mit og Alex’ åbne forhold. Jeg skrev autofiktion af de grunde, jeg nævner der. Mens jeg skrev på den blog, blev vi kontaktet af flere medier, der ville skrive, filme eller portrættere os på anden vis. I en lang periode sagde vi nej til alle henvendelser, fordi vi ikke ønskede at stå frem. Personligt var jeg  bange for de konsekvenser, som deltagelse kunne have for min arbejdssituation i fremtiden. Det er jeg sådan set stadig, men jeg er kommet frem til, at jeg formentlig alligevel ikke kommer til at leve et autentisk, meningsfuldt liv, hvis jeg ikke må være mig selv. Jeg har i alt den tid, jeg kan huske, være sådan her, og formentlig kommer jeg ikke til at lave en radikal personlighedsændring, før jeg rammer midtvejskrisen. 

Da Andreas Gabrielsen kontaktede os, var han i en løs brainstorm. Det var meget uvist, om han overhovedet ville producere en serie, og han var i første omgang blot interesseret i at lave nogle prøveoptagelser (dummy-optagelser), som kunne bruges til et pitch til DR3 for at se, om de ville købe serien. 

Prøveoptagelserne var kun til internt brug

Vi fik at vide, at disse prøveoptagelser ALDRIG kunne blive vist, og det kun var til internt brug, at det kun var os og fem medarbejdere fra DR, der skulle se dem, samt at de efterfølgende ville blive opbevaret krypteret. Andreas sagde, at det jo ikke engang var sikkert, at det var os, der skulle være med i serien, så optagelserne skulle blot illustrere et eksempel på ét åbent forhold – ikke nødvendigvis vores forhold. Han sagde også, at det var meget normalt, at nogen deltager i en dummy, men ikke er med i selve serierne ved DR3, og at det mest fungerede som en måde, hvor vi kunne finde ud af, om vi overhovedet kunne lide at blive filmet. 

Det var præmissen for de optagelser, og vi tænkte på det tidspunkt ikke, at vi ville deltage i noget program, så for os var det bare en sjov dag, hvor vi blot gjorde som de bad os om. Vi gjorde en masse ting på de optagelser, som vi aldrig ville gøre i virkeligheden, men vi kunne heller ikke se problemet, fordi det alligevel aldrig skulle ses af nogen. 

Producenten designede en dag, vi skulle spille i gennem

I dummyoptagelserne er konstrueret en dag, som starter med, at Alex og jeg laver mad sammen og snakker om, at jeg skal på date. Vi vælger tøj sammen, og jeg skal foregive at have tøjkrise. Andreas syntes, at det var et sjovt take på en sådan situation. Under maden blev vi instrueret i at snakke om min date. Vi blev stillet en masse spørgsmål, og vi levede os bare ind i den setting, som var falsk opstillet. Hvis jeg almindeligvis skal på en første date, er det ikke noget, vi snakker om, for det er yderst sjældent, at min første date er mere end blot en kop kaffe i en times tid (kemi-date). Det var virkelig falsk for os at skulle snakke om en date i flere timer. Andreas kunne godt lide, hvis Alex foregav at være lidt nervøs, så man kunne forstå, at der var noget på spil, og at han virkelig holdt af mig. 

Andreas fortalte, at de var interesseret i at lave splitscreen, så vi skulle også finde på noget, Alex kunne lave, mens jeg var væk. Normalt ‘laver’ Alex ikke noget, når jeg er på date, fordi det er så kort tid ad gangen, men for optagelsernes skyld, var Alex denne dag ovre ved en ven. Vennen skulle spørge Alex om en masse basale spørgsmål (i stedet for en interviewer), så man kan få noget information den vej. Det var også opstillet, men stadig helt fint. Det giver ret god mening, at det er den måde, de ønskede at lave dummyen på. Ingen af os gør jo noget ulovligt på optagelserne, og ingen ville nogensinde se det alligevel. (Dummy-optagelserne er dem, der ender med at udgøre næsten hele afsnit 2). 

Falsk tryghed

Det var også planlagt, at Alex skulle hente mig igen efter daten. Andreas kunne godt lide ‘konflikt’ og ‘nerve’, hvorfor det også fremstår som om, at jeg ignorerer Alex, da han prøver at ringe til mig. 

Vi skrev ikke under på noget, og Andreas gjorde et stort nummer ud af, at det var vigtigt, at vi var trygge hele vejen. Inden dagen rigtig gik i gang, havde vi lavet et såkaldt masterinterview, hvor vi var blevet interviewet i tre timer eller sådan noget. Optagedagen til dummyen var en rigtig sjov og positiv oplevelse, og vi var ret spændte på at se resultatet. Ingen af os var jo nogensinde blevet filmet før. 

Der gik ret kort tid, før jeg igen snakkede med Andreas Gabrielsen. Han var meget begejstret for optagelserne, og vi snakkede om, om der var noget fra de optagelser, der ikke måtte komme med i dummyen. Jeg er ikke ret forfængelig, og Alex er hvert fald slet ikke, så vi havde ikke rigtig nogle rettelser. Det var jo også ret ligemeget, når stort set ingen mennesker skulle se det. 

DR købte programmet med det samme

Programmet blev købt af DR3 nærmest med det samme. Andreas fortalte i telefonen, at han ikke engang havde været inde og pitché serien, fordi nogle fra DR3 havde set ham arbejde på det og var blevet helt henrykte for idéen. De ville dog kun lave serien, hvis tre par skulle indgå, men så skulle det også være deres ‘flagskibsserie’. 

Jeg var MEGET i tvivl, om vi skulle deltage. Jeg var bange for mine jobmuligheder, når jeg først er færdiguddannet. For at bestemme mig søgte jeg råd ved en masse af mine venner og lidt familie. Min far er også statskundskaber og arbejder i kommunen, og han sagde, at det nok ikke rigtig vil betyde noget, når der alligevel ville gå minimum fem år fra, at jeg deltog i programmet, til at jeg skal på arbejdsmarkedet endeligt. 

Der var en mange delte meninger. De fleste var ret opbakkende, men min daværende elsker (Piloten) syntes, at det var verdens dårligste idé. Han er langt mere privat anlagt, og han var tydelig med, at vi ikke kunne ses i den periode, hvor optagelserne stod på og formentlig også en lang periode efterfølgende. Samtidig ønskede han heller ikke, at det var for hans skyld, jeg skulle lade være. 

Alex derimod var ikke i tvivl; han er frygtløs og excentrisk, hvilket får ham til at leve livet fuldt ud. Han så ingen valide argumenter for at lade være. Jeg har lært så meget af at være sammen med ham, og til sidst blev vi enige om at deltage. Dog havde særligt jeg en masse modkrav, og vi gik i gang med at forhandle kontrakt. Ikke ret lang tid forinden havde hele sagen med ‘Fuckbois’ kørt, og jeg ville virkelig ikke stå i samme situation. 

Andreas Gabrielsen var virkelig forstående i starten. Generelt var hele optage perioden en virkelig fantastisk oplevelse, og jeg har mange gode, sjove minder derfra. For mig var det svært at slippe hæmningerne, mens jeg blev filmet, men det hjalp meget, at Alex ingen problemer havde med det. Det var til gengæld svært for os at blive enige om en kontrakt med DR. Samtlige gange blev udkast og rettelser sendt frem og tilbage. Det tog faktisk så lang tid, at vi gik i gang med at optage, før vi havde skrevet under på noget. 

Når jeg tænker på det nu, var jeg virkelig tillidsfuld. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at den kontrakt i sidste ende var ligegyldig for Andreas Gabrielsen, for det hjalp ikke i mine diskussioner med ham at henvise til kontrakten. Det var som om, at der var to perioder i hele forløbet: én fantastisk tid, hvor vi optog, og én virkelig kedelig tid, da vi var færdige med at optage, og hele projektet blev lavet om. 

Første optagedag

Vores første optagedag var i Åbyhøj Kirke, hvor vi skal giftes og efterfølgende på Café Smagløs. Andreas ønskede, at det skulle være åbningsscenen for hele serien, fordi der lå en god kontrast i at se nogen i kirke og efterfølgende snakke om en date. Jeg havde nemlig været på første date med ‘Arkitekten’ den dag – dvs. vi havde drukket noget kaffe og var gået en tur. 

De første optagelser fra Åbyhøj Kirke, hvor vi også skal giftes.

Lige før optagelserne var gået i gang, var Piloten og jeg gået fra hinanden, fordi han ikke ville deltage i serien, så jeg havde haft lidt kærestesorger. Det var et rent tilfælde, at jeg kort efter mødte Arkitekten, men rent faktisk havde jeg været på en del første dates, der aldrig blev til mere, fordi jeg skulle finde en at date til serien. Alex derimod datede allerede et par kvinder, hvoraf han havde halvårsdag med en af dem, mens vi optog. Jeg mener, at vi kalder hende Simone i serien, og det er klart hende, han indtil videre har været gladest for. Hun er virkelig sig selv og ret rap i replikken, hvilket vi begge godt kan lide. Karaktertydelighed gør det let for mig at forstå, hvad der er dealen i deres relation. 

Dog boede Simone langt væk, så Alex søgte efter en pige, som var geografisk tættere på, så det var lettere at lave spontane aftaler. I optageperioden så Alex en del kvinder, og på et tidspunkt mødte han også ‘Hende den søde’, som han forsøgte at opbygge en relation tilsvarende den, jeg havde til Piloten. Uden at gå for meget ind i deres relation blev det hvert fald hurtigt noget rod. Take out fra det er en masse tydelighed, forventningsafstemninger og viden om, hvad man selv er værd og kan tilbyde. Det er dog et helt andet indlæg, for temaet i at sætte rammerne for en god elsker-relation (eller hvad man skal kalde det), vil jeg gerne fortælle mine og vores erfaringer om.  

Kort efter programmets udkommen, hvor vi var i Sara Bros program på P3.

I optageperioden skete en masse væsentligt i vores liv, der ikke indgår i serien

I alt den tid vi optog, skete der følgende centrale ting i vores liv: 

  1. Det vigtigste i den periode handlede i vores liv om at bryde den sociale arv. Alex og jeg havde begge meget at gøre op med, og vi ønskede et andet liv, end det vi tidligere havde levet. Vi er hinanden støtter og hinandens nye familie. I den periode tog vi nogle meget afgørende skridt i retningen af det nye liv, hvilket ikke havde noget med dating at gøre. I den periode var dating en meget lille del af mit liv – for Alex betød det mere. 
  2. Alex skulle finde ud af, hvad der faktisk var vigtigt for ham og hans prioriteter. Ofte endte han med at prioritere dating meget højt, og dermed gik tiden fra skolen. Vores forhold prioriterede han altid lige højt. Det gik faktisk så vidt, at til hans sidste eksamen (den, hvor det går galt), var han på date. Det var en 24-timers eksamen, og jeg ventede på ham derhjemme hele den dag. Først om aftenen kom han hjem, og det var dér, han fik det angstanfald, vi omtaler i serien.

  3. Der var en vandskade i vores lejlighed, så vi boede i en midlertidig bolig i det meste af optageperioden. Det var virkelig stressende ikke at have et rigtigt hjem, og hver gang, vi skulle optage, skulle vi kun filme vinkler, hvor det ikke var tydeligt, at vi ikke boede der (ikke filme papkasser osv). Det var på ingen måde relevant for dét at være i et åbent forhold, hvorfor det ikke indgår i serien. 

  4. Jeg havde et opgør med min familie. Jeg har altid båret på den hemmelighed, at min mor var meget fysisk, psykisk og økonomisk voldelig, og jeg har ikke haft kontakt med hende i mange år. Det forklarer også, hvorfor jeg selv i en periode havde det virkelig skidt, før jeg kom på rette kurs. Det var ikke alle, der er lige vilde med, at jeg ønsker at være så åben om mit liv. Selv har jeg desperat manglet eksempler på, at det hele nok skal blive bedre, hvorfor jeg ikke synes, at det gavner nogen at holde den slags skjult. Det er kun med til at bibeholde det stigma, der klæber sig til psykisk sårbarhed og børn af overgreb. Ved at holde min egen fortælling hemmelig, er jeg indirekte med til at bevare det tabu, og det ønsker jeg ikke. Jeg lovede mig selv, at det ikke ‘blev på min vagt’, at flere børn og unge skal gå gennem den skam, ensomhed og håbløshed, jeg selv har kæmpet med. (Jeg kommer lidt ind på det i den tale, jeg holder i afsnit 5).

  5. Jeg blev færdig på VUC, hvilket var en milepæl for mig. Alex var ikke tilfreds med sit snit, så han valgte at tage nogle fag om året efter. Personligt var jeg uenig i den beslutning, men jeg støtter ham i de beslutninger, han tager. Sidenote: Alex blev færdig i år med et snit på ca. 10 og er kommet ind på jura! Han har på det faglige område udviklet sig helt vildt det seneste år, og retrospektivt kan jeg godt se, at det var den bedste besltuning. 

Det væsentligste var ikke med i programmet

I vores liv var storyline, at vi begge var i gang med et meget centralt punkt i processen om at bryde den sociale arv. I starten fandt jeg én mand (Arkitekten), jeg så gennem hele optageperioden. Jeg så ham dog ikke ret mange gange, fordi vores liv ikke passede så godt sammen. Alex havde fra start mange kvinder og vælger halvvejs at fokusere i én kvinde, ‘Hende den søde’. Derudover kommer ovenstående punkter, der fyldte i vores liv. 

Ofte var de interesserede i at filme før og efter en date, men det var også vigtigt at få noget af vores omverden med dvs. venner og familie. Et eksempel på en optagedag, der ikke kom med, var, at Alex sov i vandskadelejligheden med Simone, mens jeg sov i vores midlertidige lejlighed. Simone havde fået sprøjteorgasmer i vores seng, og det fortæller Alex mig i telefonen. Dagen efter skal vi mødes med min lillebror, og det er første gang, jeg ser Alex efter hans date. Min lillebror er vildt grineren, og ham og Alex har et godt bånd. De har virkelig kvinder og træning til fælles foruden at have samme humor. Vi mødtes på en café, hvor vi drak øl og kaffe. 

Ved DRs hovedindgang

Afsnit 1 er klippet meget misvisende!

En optagedag, der er klippet helt fucked, er den, der endte med at blive afsnit 1. Det var egentlig to døgn i træk, vi filmede. Starten på optagelserne er mig, der har skrevet et brev til Alex. Vi ligger i vores sofa, og han læser det højt. Derefter tager han ud og sover ved Simone. På vejen derhen snakker han med VJ’en om de udfordringer, der kan være knyttet til at være i et åbent forhold. Selvom det fungerer rigtig godt for os, møder vi jo mange udfordringer – ligesom man gør i et almindeligt forhold. Det var vigtigt for os at give et helt og ærligt billede af vores forhold og ikke kun tegne et rosenrødt billede.

Der var dog nogle ting, vi valgte ikke skulle indgå. Eksempelvis var Alex mig utro i starten af vores forhold, mens vi stadig havde et lukket forhold. Dette kombineret med, at Alex ind imellem havde lidt svært ved at overholde vores aftaler (det er heldigvis en anden historie i dag), gjorde, at vi frygtede, at han ville fremstå som om, at han var en usympatisk idiot, der bare havde lokket mig til at være i et åbent forhold, så han kunne knalde en masse kvinder. I hele vores forhold har han jo været sammen med mange, mange flere end, jeg har, men ofte har han været mere uforløst i sine relationer. Det samme skete i optageperioden. Disse overvejelser virker nærmest komiske nu, fordi man fik det omvendte indtryk af klipningen af serien. 

Mens Alex er ude ved Simone, er jeg sammen med min veninde på Café Englen. Vi snakker om, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor Simone ikke er nok for ham. De ses oftere, end jeg har ses med nogle af mine elskere, og desuden ser han en masse andre piger løst. Min veninde var så vildt nice den dag (det er hun generelt), og hun er voldsomt dygtig til at sætte sig i andres sted. Det var en virkelig hyggelig aften, så det blev også ret sent, da jeg endelig kom i seng. 

Næste morgen skulle vi til Kapsejlads, og Alex når kun at sove en time den nat. Han havde haft sex med Simone samtlige gange den nat. Vi tog over til vores fælles veninde og holdte forfest. Det var egentlig en større forfest hos hende, men de andre ønskede ikke at blive filmet, så det var kun os tre på optagelserne. Vi blev hurtigt ret stive, og jeg mistede totalt overblikket. Vi joker med, at Alex skal score, og det er grineren nok, for vi har i øvrigt intet at lave til Kapsejlads. Vi går jo ikke på universitetet. 

Alex møder den dag en pige, som afviser ham. Den periode handlede om en generelt følelse af at blive afvist af universitetsverdenen, hvorfor han også reagerer kraftigt på det. Det hjælper selvfølgelig ikke, at han er virkelig fuld og ikke har sovet. Dét, der er med Alex, er, at han faktisk normalt ikke drikker. Vi har været sammen i mange år efterhånden, men jeg har kun set ham påvirket af alkohol to gange, hvoraf den ene er under de optagelser. Normalvis drikker han kun en enkelt øl, fordi alkoholmisbrug har været tæt inde på hans liv (i familien).

Denne gang lod han sig selv slippe alle hæmninger. For at være ærlig var han en ret vred, frustreret og indebrændt mand, da jeg mødte ham. De seneste år har han arbejdet aktivt med at udvikle sig på det punkt. Faktisk var der en del optagelser omkring dette tema, men de indgår ikke så meget i serien. Det er også værd at skrive et helt indlæg om på et senere tidspunkt. 

Senere den dag endte han vist med at være sammen med en anden pige, hvilket betød at han faktisk havde sex med tre kvinder det døgn, hvis man tæller mig med. Mens vi var til Kapsejlads, skrev Arkitekten til mig, at han kunne ses den aften. På det tidspunkt var det mange uger siden sidst, vi havde ses. Vi beslutter at tage hen alle sammen og mødes med ham på en bar, og VJ’en siger, at hans besked må vi lige få på film, så man forstår, hvad der sker. For at der skulle være noget at klippe i mellem bliver jeg instrueret i at sige det flere gange; både til min veninde og til Alex. Vi snakker om, at det er typisk, at jeg oplever verden som om, at alting flasker sig, selvom jeg reelt ikke ses særlig meget med nogen mænd, mens Alex oplever, at det hele går galt, selvom han i princippet vælter sig i kvinder. Det er ligesom afsættet til, at jeg siger det til Alex. 

Vi filmer introklippene. Kamerafolkene var helt fantastiske!

Projektet ændrede markant karakter, efter vi har færdige med at optage.

Som sagt var optageperioden virkelig en anderledes og spændende oplevelse. Vi brugte ret meget tid på det, og jeg var i tæt kontakt med produktionsholdet for at holde dem opdateret. Jeg er ikke typen, der gør ting halvhjertet. Produktionensholdet havde svært ved at skaffe det tredje par, og de var i gang med at filme flere par, som sprang fra. Jeg ved dog ikke helt præcist, hvad der skete med det par, de vist endte med at optage et del på. Det andet par havde lige så mange optagedage som os og producerede lige så meget materiale på den måde. 

Udover de planlagte dage havde vi også et kamera selv, som vi brugte flittigt. De var meget interesserede i at få andres reaktioner på, at vi er i et åbent forhold, så vi filmede blandt andet lige efter, at Alex havde fortalt det til sin far. Vi filmede også, efter vi havde sagt det til hans øvrige familie til en familiefrokost. En rigtig optagedag havde vi også med hans søster, hvor vi snakkede med hende om, hvordan deres familie ville reagere, og hvad hun tænkte om det. Alex søster er helt fantastisk, og på mange punkter inspirerer hun mig virkelig. Vi var så glade for de optagelser med hende.  

Desværre ændrede meget sig, efter hele optageperioden var færdig. Eksempelvis blev Alex’ søster klippet ud. Helt i slutningen af perioden lavede vi pressefotos og masterinterviewet (der, hvor vi sidder og snakker i den grønne sofa). Den dag troede jeg én gang for alle, at Andreas Gabrielsen ville stoppe med at presse os med de dummy-optagelser. Han var begyndt at bringe op, at de skulle med, og vi sagde entydigt NEJ hver gang. Denne gang stod vi og skulle til at tage pressebilleder. Jeg græd og blev ved med at henvise til, at han havde lovet os, at de ikke skulle med, og at de i øvrigt ikke var omfattet af kontrakten. Han undskyldte mange gange, og sagde at vi ikke skulle tænke mere på det. 

Andreas lovede flere gange, at han ikke ville bruge prøveoptagelserne, men han klippede videre på det, selvom vi ikke var gået med til det.

Det havde han sagt før, så det endte med, at jeg også var lige ved at græde, da vi var færdige med masterinterviewet og en af kameramændene fulgte os ud. Jeg forklarede ham, at jeg var bange for, at Andreas ikke ville lytte. Kameramanden havde ingen indflydelse på beslutningen alligevel. 

Faktisk havde jeg på et tidspunkt også lavet en to timer lang optagelse på det kamera, vi selv havde, hvor jeg forklarede, hvorfor jeg ikke ville have optagelserne med – ligesom vi har blevet fortalt fra start. Dog ringede jeg ind til DR for at få hjælp til at slette optagelserne, for de var ikke relevante for serien. Jeg forklarede også situationen der, men ham, jeg snakkede med, havde heller ingen indflydelse på beslutningen.

Da DR for alvor brød vores kontrakt

Dog skete det, at dummyoptagelserne alligevel blev brugt. Vi var på det tidspunkt færdige med at filme, og det var her det for alvor gik galt. Vi var inde i DR-byen for at se første afsnit, men det rum, vi skulle se det i, havde tekniske problemer. Derfor blev vi rykket til deres produktionsrum, hvor der hang en tavle med skitser til alle afsnit. Andreas Gabrielsen havde sagt til os, at det ikke var muligt at se sådanne skitser endnu, men det viste sig pludseligt, at de faktisk havde hele serien i støbeskeen. 

På tavlen kunne vi se, at nærmest hele afsnit 2 var dummyoptagelserne. Jeg blev vred, ked af det, rystet, frustreret og meget utryg, for vi var netop blevet forsikret om, at de virkelig ikke ville blive brugt. Vi havde ikke ret lang tid, så der var heller ikke tid til, at vi kunne gennemgå afsnit 1. Afsnit 1 skulle godkendes med det samme, så vi havde ikke engang mulighed for at sove på det, selvom at det også var en ting, vi var blevet lovet. Der lå et massivt pres for, at vi ikke måtte komme med indvendinger, selvom det overhovedet ikke var dét projekt, vi var gået ind til. I telefonen havde Andreas Gabrielsen godt nok ringet og sagt, at de havde klippet de andre par ud, og at de ville begynde med nogle klip fra kapsejladsdagen, men vi var ikke blevet informeret om, at de ville lave et helt andet program. 

Vi kunne ikke få ændret introteksten, selvom det overhovedet ikke passede med virkeligheden.

Det var også her, vi forsøgte at få ændret teksten til introen, men det var ikke muligt. Vi prøvede at sige, at man får det indtryk, at Alex ikke dater nogen, selvom han jo samme nat har sovet ved en anden kvinde i afsnit 1. Det billede kunne redaktøren ikke genkende. Redaktøren sukkede hver gang, vi bragte noget op, og jeg havde virkelig følelsen af, at vi var meget besværlige. Jeg kunne heller ikke få ændret, at jeg to gange fortæller, at jeg skal se Arkitekten, selvom præmissen for, at jeg skulle sige det, var, at vi selv lavede nogle optagelserne på det senere på dagen. Hvorfor skulle det med, hvis daten alligevel vel ikke indgår i afsnittet? Det får mig bare til at lyde virkelig irriterende, men det ville hun ikke gøre noget ved. 

Redaktøren og Andreas Gabrielsen gjorde ofte opmærksomme på, at der var ‘mange hoveder, der skulle nikke ja til en titel osv’, og det blev på en sådan måde, at det var tydeligt, at de var meget trætte af, hvis vi ikke bare godkendte det, de havde lavet eller den titel, de var kommet på, selvom vi gjorde opmærksom på, at de brød kontrakten. 

Taler man virkelig sådan til medvirkende?

Andreas blev på et tidspunkt også vred på mig over det med dummyen, og han gjorde det klart, at han havde lagt mange arbejdstimer i at klippe det, og at jeg ikke kunne være bekendt at trække i land. Jeg sagde, at jeg aldrig havde trukket i land, for det havde aldrig været aftalen, at de optagelser skulle bruges. Dertil var det jo ikke mig, der havde valgt at bruge så meget tid på de optagelser, sagde jeg. 

Jeg blev vildt forarget over den måde at tale til en medvirkende på, og jeg sagde til ham, at han fik løn i modsætning til mig. Han ville komme til at tjene gode penge på at udstille mig, mens jeg ville opleve stigmatisering. Jeg sagde til ham, at det ikke kunne passe, at jeg skulle bruge så mange timer på at diskutere det med ham, når det var ham, der brød en aftale. Han sagde, at jeg ikke engang havde set, hvordan det ville blive klippet, og at det var uforståeligt, at jeg ville afvise det, før jeg i det mindste havde set det. Jeg spurgte ham, om jeg kunne se en skitse, og han sagde nej. Jeg spurgte, om han ville acceptere et nej uden videre diskussion, hvis jeg først havde set det, og så sagde han ja. Igen en aftalte han ikke holdte. 

Flere tomme løfter om dummyoptagelserne

Da vi skulle godkende afsnit 1, brugte vi nærmest alt tiden på at diskutere dummyoptagelserne, og det endte med, at vi én gang for alle fik en forsikring om, at de optagelser var ude af billedet. 

Desværre var det for godt til at være sandt: da vi fik tilsendt afsnit 2 til gennemsyn, var næsten hele afsnittet udelukkende dummyoptagelser! Jeg ringede til Andreas, og vi diskuterede i mange timer, og til sidst gav han sig. Jeg henviste til, at nu havde vi set optagelserne, og vi ville på INGEN MÅDE gå med til, at de skulle bruges. Andreas undskyldte, og han sagde, at vi ikke behøvede at tænke mere på det. 

MEN! Da vi fik tilsendt en ny udgave af afsnit 2 var hele afsnittet stadig næsten kun dummyoptagelser! Denne gang havde de bare sløret ansigtet på ham fyren, jeg er på date med.  Jeg ringede igen til Andreas Gabrielsen, men det ændrede ikke ret meget, da vi fik tilsendt en redigeret version tredje gang. 

På dette tidspunkt gik det op for os, at de optagelser kom ud uanset, hvad vi gjorde. Jeg var virkelig chokeret over DR UNG og Andreas Gabrielsen. Alex og jeg blev enige om, at vi blot måtte forsøge at mindske skaderne. Vi fik forhandlet os frem til, at man ikke så meget af min date, men faktisk kunne vi overhovedet ikke genkende os selv i det afsnit. Desuden får man igen indtrykket af, at jeg dater mange, mens Alex ingen dater, hvilket aldrig har fundet sted. 

Vi italesætter flere gange, at det er muligt for mig at date flere, fordi jeg er en ung kvinde i et åbent forhold. Det er der åbenbart mange mænd, der gerne vil have. Alex står i den modsatte situation. Han oplever derimod, at han skal overbevise kvinderne om, at han faktisk er en god fyr. Desværre fremgår det ikke ordentligt af serien, hvordan vi så håndterer disse forskelle. 

Problemer med titlen og mere pres fra DRs side: “Fast forhold – løs på tråden”

Sendedatoen nærmede sig, og vi var stadig ikke enige om en titel. Det var her, vi igen begyndte at skulle henvise til kontrakten, fordi de ville have, at programmet skulle hedde “OKAY UTRO”, “Fast forhold – løs på tråden” osv. Vi var virkelig magtesløse. De havde ikke engang kontaktet Alex’ ven og sagt til ham, at de havde klippet videre på dummyoptagelserne. Han havde jo også fået at vide, at ingen nogensinde ville se de optagelser. Ærlig talt var jeg rasende, men jeg gad ikke være en af dem, der undskylder for sin medvirken i et tv-program. 

Vi tænkte, at der var en ok risiko for, at vi ville komme i en shitstorm, og vi vidste også godt, at Andreas formentlig ville være ligeglad med os, fordi han havde brudt så mange aftaler. Jeg startede på mit studie, og i RUSugen sagde jeg til min klasse, at der ville komme et program samme søndag. Jeg håbede lidt på, at de ville have forståelse for, at jeg vil nok ville være en del væk – måske allerede begyndende fra den kommende uge. 

“Vi har bare mistet tilliden til jer”

På et tidspunkt skrev jeg en sms til Andreas Gabrielsen, hvor jeg gjorde det klart, at vi havde mistet tilliden til projektet fuldstændig. Det var som om, at det gik op for Andreas, at han ikke kunne fortsætte på den måde, og han foreslog, at vi kunne trække hele  afsnit 2 ud af serien. Efter alle de kyniske træk jeg havde oplevet Andreas Gabrielsen udføre, turde vi ikke sige ja til det i frygt for, om vi ville stå i en dårligere position bagefter.

Titlen var stadig ikke på plads, og jeg ville hellere have afsnit 2 med, men til gengæld få en neutral titel. Jeg kan jo ikke vide, hvor meget Andreas gjorde med overlæg, for jeg er jo ikke tankelæser, men jeg oplevede ham fuldstændig afkoblet for empati til sidst. Han virkede enormt forstående, og han var meget troværdig, når han lovede noget, men så alligevel kunne han koldt afvise, når han brød aftaler. Det virkede ikke som om, at han havde dårlig samvittighed eller nogen medfølelse. Jeg græd så ofte, når vi snakkede sammen, men han var fuldstændig ligeglad. Når jeg kom med argumenter, han ikke kunne slå, accepterede han dem, men bag vores ryg gjorde han noget helt andet. 

Inden programmets udkommen var vi så tydelige, som vi kunne, om at vi ikke havde det godt med deres kontraktbrud.

Kommentarspor og presse

Da afsnit 1 blev sendt, var vi stadig i mange diskussioner med Andreas Gabrielsen. Han blev mere og mere kold overfor mig i telefonen, men han henviste stadig til en presserådgiver. Presserådgiveren sagde, at folk husker mere en slutning end en begyndelse, hvilket gjorde mig enormt glad. Der var i mellemtiden kommet en ny redaktør på projektet, og han var helt fantastisk! Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad hende den første havde tænkt om det hele, eller om hun blot gjorde, hvad Andreas Gabrielsen bad hende om, men det var som om, at den nye redaktør godt kunne se det hele fra vores side. 

På facebook havde DR3 også lagt et klip op, og det var vist gået lidt amok i kommentarsporet. Nogle kommunikationsmedarbejdere fra DR3 havde svaret på en masse kommentarer, men det var tydeligt, at de ikke var blevet sat ind i det ordentligt. Jeg ringede til Andreas, men han kunne ikke sætte mig i kontakt med dem med det samme.

Jeg kan ikke huske, om det var dagen efter eller to dage efter, jeg endelig kom i kontakt med en af de medarbejdere, der styrer deres facebookside. Hun var vældig sød, men hun var også meget overrasket over den virkelige historie bag afsnit 1. Vi fortalte hende, at Alex altså havde sovet hos en anden kvinde natten op til Kapsejladsen, og at han i øvrigt så mange kvinder i den periode, hvilket hun var meget forundret over. Hun forstod ikke, hvorfor det ikke indgik i afsnittet, men det kunne jeg jo heller ikke forstå. 

Afsnit 3

Afsnit 3 skulle fungerer lidt som et vendepunkt i historien. Det er jo som sagt en fiktiv storyline, som starter med, at Alex ikke dater nogen, hvorefter han begynder at date masse kvinder for til sidst at finde ‘Hende den søde’. Afsnit 3 er virkelig underligt klippet sammen, men det er tættere på, hvordan vores liv faktisk er (det gælder særligt for de sidste afsnit). 

I afsnit 3 ser man Alex på tre dates: med Mathilda, Simone og Hende den søde.  Så vidt jeg husker er Mathilda den første, han er på strandtur med. 

I afsnittet ser man også, at jeg skal på date, og man ser, at vi mødes igen efter min date. Sagen er bare den, at dér hvor Alex går, fordi jeg skal på date, og dér, hvor Alex og jeg mødes igen, er optaget to vidt forskellige tidspunkter. Begivenhederne er ikke relaterede, men er klippet sammen, som om det er samme dag. Da vi mødes igen, siger Alex, at han skal på date. Seeren forstår, at han skal på date med Hende den søde (deres første date). Dén date, han i virkeligheden tager på, er daten med Mathilda, som man har set i starten af afsnittet. De klip, man ser fra Alex’ date med Hende den søde, er faktisk optagelser af Alex og jeg, der har kærestedag på stranden sammen. Og daten med Simone, man ser i midten af afsnittet, er dagen før Kapsejlads, dvs. det er, hvad der skete dagen før afsnit 1. 

Fordi kameraholdet skulle køre helt fra København, lagde vi hvis muligt vores dates samme dag, så vi kunne få mest muligt ud af en optagedag. Det vil vi selvfølgelig ikke koordinere på den måde i virkeligheden, men det gjorde os sådan set ikke noget. Det var bare praktisk. 

Billede fra vores kærestedag, som blev brugt som dækbilleder til Alex’ date i afsnit 3.

“Alex får endelig en date, men Malou er ikke tilfreds”

Problemet med afsnit 3 var, at teksten på DR TV til afsnittet var “Alex får endelig en date, men Malou er ikke tilfreds”. Da jeg læste det, var jeg virkelig paf. Der var jo slet ikke noget med, at Alex ‘endelig fik en date’, for eksempelvis optagelserne med daten med Simone var optaget FØR afsnit 1. Jeg forstod heller ikke, hvorfra de havde fået, at jeg ikke var tilfreds!

Situationen var jo netop, at jeg var tilfreds på Alex vegne, men at han selv var uforløst og derfor søgte flere kvinder. De optagelser handlede helt modsat om, at jeg skal acceptere, at han har mere behov for den ‘perfekte elsker’, end jeg har. Alex har så høje krav til de kvinder, at jeg jo godt kunne se, at det var urealistisk, at han ville finde sådan en kvinde med det samme. Der findes jo mange af den slags kvinder, han søger, men kravet om, at de skal bo lige ved siden af ham selv, gjorde det hele ret svært. Dog er det Alex’ behov, og det kan jeg selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved samt udfordre ham på, men i sidste ende må jeg blot acceptere, at det var sådan, han havde det i den periode. 

Jeg ringede til de medarbejdere, jeg havde nummeret på for at få dem til at ændre teksten. Andreas var den, jeg først fik fat i, men jeg snakkede også med den nye redaktør. Jeg henviste til vores kontrakt, og heldigvis respekterede de det. Teksten blev ændret til “Alex dater på livet løs”. 

Udenforstående kunne ikke forstå de to første afsnit

Jeg var virkelig træt af at skulle afklare så mange spørgsmål om, hvad der faktisk var sket i den periode. Ud fra reaktionerne på programmet kunne jeg se, at jeg havde haft helt ret i, at den virkelige historie på ingen måde kom frem. Det var umuligt for en udenforstående at forstå, hvad hele pointen med de to første afsnit var, for informationerne forelå simpelthen ikke. Jeg modtog mange beskeder fra folk, der havde ondt af Alex, og jeg kunne medfølende skrive, at der er mange ting i Alex’ liv, jeg kunne ønske bedre, men netop hans kvinder er ikke et punkt, hvor nogen bør have grund til bekymring. 

Det var som om, at Andreas Gabrielsen begyndte at indse, hvad det var, vi havde prøvet at advare imod i flere måneder op til programmets sendedato. Vores største motivation for at deltage var at sætte emnet til debat, hvilket i den grad lykkes. Det var vi glade for! Det gjorde også, at det var det hele værd! 

BT kontaktede os

Jeg mener, at det var Andreas Gabrielsen, der fik sat os i kontakt med en, der skulle lave en ny artikel med Alex, hvor man hørte hans side af sagen. Vi fik en dato på, hvornår den ville blive lagt ud på DRs hjemmeside, og det ventede vi på. Dog blev de ved med at skyde det ud i fremtiden, og til sidst blev vi kontaktet af BT. 

Til BT forklarede vi, at de stadig ikke var færdige med at klippe det sidste afsnit. Vi var bange for, hvad Andreas Gabrielsen kunne finde på at gøre ved det afsnit, hvis vi kritiserede hele processen. Ham journalisten fra BT fik sagt et eller andet, der overbeviste mig om, at det dog ville være liiidt for sindssygt af Andreas Gabrielsen at gøre, hvorfor vi endte med at give et interview. Efter det ryddede de forsiden for historien og mange flere journalister begyndte at kontakte os.  

Producenten stoppede med at svare

Herefter skete det, at Andreas Gabrielsen stoppede med at tage telefonen. Jeg ringede flere gange. Jeg prøvede på sms. Jeg prøvede på mail. Intet svar. Total radiotavshed. Det sidste afsnit var ikke færdigt endnu. Alex’ artikel på DRs hjemmeside kom fortsat ikke op, og vi var blevet lovet at få tilsendt afsnittene, men det havde vi heller ikke fået. Faktisk var vi også blevet lovet at komme i kontakt med en psykolog, efter flere havde råbt efter mig på gaden. Men Andreas svarede ikke. 

Dog kunne jeg stadig få fat på den nye redaktør, og sammen fik vi styr på det sidste afsnit. Der manglede stadig nogle optagelser, hvor Alex forklarer, at han gerne ville læse statskundskab m.m. På det tidspunkt var jeg startet på universitetet, og vi vidste godt, at Alex ikke havde søgt ind alligevel, men på de optagelser spiller vi skuespil, hvis man kan kalde det det. Vi blev instrueret i, hvordan vi skulle gå tilbage i vores tidligere mindset og hvilke ting, vi skulle komme ind på. Det var faktisk fint nok for os at gøre, for efterhånden kendte vi tv-produktionen. 

Alex’ indre udvikling

På et tidspunkt modtog jeg så en mail fra en anden medarbejder med nogle beskeder fra Andreas. Vi kom i kontakt med psykologen, hvilket var en helt gennemgribende stor hjælp! Alex’ artikel blev også lagt op, men dog gemt helt nede i bunden af DRs hjemmeside og kun i få dage – ikke som tophistorie, hvilket vi havde fået at vide. Jeg ved ikke, hvorfor det blev sådan, men det virkede en anelse underligt med dét sammentræf. 

I hele den periode var der flere, der stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor Alex ikke udtalte sig mere. Jeg forsøgte, at få ham inddraget mere, men hele vejen i gennem var det mig, der blev kontaktet. Gennem hele forløbet var det også mig, der havde stået for kontakten, så det var også mig, der havde overblikket. Dertil kom, at Alex faktisk ikke rigtig gik op i det. Han var under en identitetskrise, der var intensiveret efter hans samfundsfagseksamen. For ham handlede det om at finde et nyt fodfæste, at bryde den sociale arv og fokusere på sin indre udvikling. Han beskriver det selv som, at han forsøgte at få styr på sig i stedet for at få styr alt omkring ham. 

På det tidspunkt hvor serien udkom, var Alex i gang med en rivende indre udvikling. Han manglede identitet og havde gået rundt i mange år og ikke kunne spejle sig i det miljø, han var i (hans egne ord). Han var ved at finde sig selv og resten af samfundet kunne sådan set blive væk, ifølge ham selv. Jeg er jo ikke den rette til at forklare Alex’ syn på hele perioden, men realistisk tænker jeg, at han skal have konkrete spørgsmål for at kunne svare på det. 

Producenten sagde undskyld for sine handlinger – eller hvad?

Alex og jeg begyndte at gå ved psykologen. Vi snakkede meget om, hvordan vi kunne få Andreas Gabrielsen i tale. På et tidspunkt kom vi frem til, at det ville være en rigtig god måde at afslutte det hele på. Det var umuligt for mig at komme i gennem til Andreas, men det lykkedes for psykologen. For noget tid siden mødtes vi så endeligt.

Psykologen aggerede mægler, og vi havde halvanden time. Både Alex og jeg følte, at vi fik sagt de ting, vi havde på hjerte. Mit mål var at give det bedst mulige indtryk af, hvordan det havde været for os i håbet på, at han ikke ville gøre det mod andre nogensinde igen. Han undskyldte meget, men desværre havde det samme klag, som da han tidligere havde haft undskyld, men så samme dag brudt en aftale. 

Det endte med, at vi aftalte, at han skulle sende en mail, hvori han ville skrive undskyld og tage ansvaret på sig, så godt han nu kunne. Ingen var der radiotavshed i nogle uger. En dag modtog jeg en sms, hvor han skrev, at han var ked af, at vi havde haft en dårlig oplevelse. Han tog intet ansvar for sin opførsel og sin dårlige ledelse. Desværre var jeg ikke overrasket.

Jeg skrev tilbage, at jeg ikke håbede, at denne sms udgjorde den mail, vi var blevet enige med psykologen om, at han skulle sende. Tilbage modtog jeg en meget irriteret og afvisende besked. Det løb mig ærlig talt også koldt ned ad ryggen, for der fik han ligesom gjort det tydeligt, at han blot havde set en god historie i os koste, hvad det ville, og at han ingen dårlig samvittighed havde. Han var iskold, og jeg havde det rigtig skidt med, at han i princippet ville kunne gøre det igen. 

I forbindelse med vores medvirken

Min forhåbning og læring fra processen

Min forhåbning er, at andre medarbejdere i det mindste vil være mere opmærksomme, og at fremtidige deltagere ikke vil være lige så tillidsfulde, hvis de er i et projekt under hans ledelse. DR3 og DR UNG har mange gode medarbejdere, og jeg kender ikke nok til deres procedure til at vurdere, om det er en generelt ting, eller om vi er et uheldigt tilfælde. Jeg håber på det sidste. 

Desuden har vi deltaget i andre DR-produktioner, radioprogrammer m.m., og der har aldrig været lignende problemer. Dette er ikke en kritik af DR som helhed, for det er kun denne oplevelse under Andreas Gabrielsens ledelse, vi har oplevet så mange heftige, kølige træk uden nogen form for respekt for, at vi lagde ansigt til en fiktionshistorie.

Andreas Gabrielsen vidste, at det var fiktion (jeg gjorde ham mange gange opmærksom på det, og han brugte selv argumentet, at det kun var os, der vidste, at det ikke var sandt). Han var ligeglad, selvom jeg grædende ringe MANGE gange og bad ham om at stoppe, og han sendte det ufortrødent. Jeg har på intet tidspunkt oplevet andre medarbejdere fra DR tilnærmelsesvis have lignende adfærd. DR har mange gode og dygtige journalister, der kører almindelig presseetik og som hverken manipolerer eller udnytter sine kilder/medvirkende. 

Selv er jeg blevet virkelig, virkelig skarp til at spotte sammenklip, redigeringer og kneb. Efterhånden kan jeg ikke undgå at lægge mærke til det, men for bare nogle år siden regnede jeg da med, at man kunne regne med DR. Jeg havde haft mine parader helt oppe, hvis det eksempelvis havde været TV3, der skulle lave et program med os. Selv kan jeg ikke lade være med at tænke, at hvis det kunne ske med os, kunne det også ske for andre. 

Som I nok kan læse, er der meget at sige til det. For at det ikke skulle blive alt for langt, har jeg ikke kunne få alle detaljer med, men dette var det vigtigste. 

Jeg synes, at det er en vigtig sag at beskytte fremtidige deltagere samt, at vi kan regne med DRs produktioner og DRs troværdighed. Hvis I kender nogen, for hvem dette kunne være relevant at læse, må I meget gerne dele indlægget. <3

Kh. os

Første indlæg: fremtiden bør skabes af de, der skal leve i den

Jeres  favorite trouble couple er tilbage!

For efterhånden lang tid siden oprettede jeg en blog, hvor jeg kunne skrive om mit åbne forhold. Dengang datede jeg en gymnasielærer, der selv skrev og udgav digte. Projektet udsprang af mange samtaler med ham om litteratur. 

Jeg skrev autofiktion på den gamle blog. Med andre ord tog jeg udgangspunkt i mit eget liv og erfaringer, men jeg lod frit fiktionen tage over. Dette gjorde jeg af tre primære grunde: 

1) Bloggen var anonym, og det var derfor nødvendigt at sløre mit og andres liv så meget som muligt. Jeg var nødt til at opdigte falske begivenheder og detaljer for at bevare anonymiteten. 

2) Jeg skrev i hvad, der mindede om novellestil og for ikke at gøre hele fortællingen for forvirrende, måtte jeg skære mange personer ud af historierne. For at opnå en sammenhængende historie måtte jeg bruge litterære kneb. 

3) Jeg var også interesseret i, om jeg overhovedet kunne skrive fiktion. Det var interessant at finde ud af, om det var tydeligt, hvornår noget var rent opdigtet, og hvornår jeg nedskrev oplevelser, jeg faktisk havde haft. Det viste sig, at det ikke var tydeligt for udenforstående. Det var sjovt at prøve at skrive, for jeg har aldrig modtaget undervisning i det, og jeg havde ingen erfaring, da jeg startede.

Den blog blev hurtigt ret populær, og jeg var ikke forberedt på, at mit læsertal ville stige så pludseligt. Desto flere, der kendte til bloggen, desto lettere ville det være at afsløre de involveredes identitet. Den situation havde jeg det svært med. Efter omkring et halvt års blogging blev vi kontakt af DR, som ønskede at lave et program ud af vores blog. Det var virkelig svært for mig at sige ja, for vi nød egentlig anonymiteten, og hidtil havde vi afslået alle tilbud om at deltage i artikler, programmer osv. Historien om hvad, der skete med DR, er lang, og den gemmer jeg til næste post. 

Hvert fald valgte jeg at stoppe med at blogge i forbindelse med min start på uni, for jeg vidste, at dét ville kræve min energi og tid. Jeg har kæmpet mange år for at få lov at starte på universitet, og det betød afgjort mere for mig end at holde live i bloggen. 

På utallige opfordringer fra tidligere læsere begyndte jeg dog at overveje at tage projektet op igen. Dertil har jeg i mellemtiden fundet ud af, at jeg sagtens kan gøre begge dele, hvis jeg vælger at blogge på en anden måde. På VUC havde jeg så uendeligt meget tid i overskud, og bloggen var en måde at fylde den ekstra tid ud. I dag har jeg ikke mængder af tid i overskud, så i denne omgang vil jeg ikke gå efter at opbygge et fiktivt blogunivers med mange posts hver uge, men i stedet skrive om de emner og oplevelser, der optager mig. 

Bloggens formål

Bloggens formål er at have et sted, hvor jeg kan samle mine tanker samt at bidrage til at skabe bredere rammer for, hvordan man kan være kvinde eller par i disse moderne tider. Jeg kommer til at skrive om tabubelagte emner, men også at give nogle af de erfaringer videre, som Alex og jeg har gjort os i den tid, vi har været åbne. På min blog-instagram (@mitaabneforhold) får jeg jævntligt spørgsmål og efterspørgsler om råd. Jeg tænker, at denne blog vil fungere som et godt sted at svare på disse.

Mit tidlige ungdomsliv gik med at acceptere samfundets begrænsninger for, hvad der var muligt for mig, desværre. Undertiden er jeg blevet langt mere politisk, hvorfor jeg i dag studerer statskundskab. Jeg er af den holdning, at fremtiden bør skabes af de, der skal leve i den, og jeg agter at bruge mit liv på at skubbe i den retning, jeg finder, er mest gavnlig. Der er mange ting, jeg ikke ønsker, at mine forhåbentlige fremtidige børn skal gennemgå, når de vokser op. Heldigvis er tolerancen, frigørelsen, feminismen, åbenheden og mangfoldigheden i en opsvingsperiode, hvilket jeg gerne vil bidrage til. 

Læs videre “Første indlæg: fremtiden bør skabes af de, der skal leve i den”